ESC 2009 - Nyheder
Sakis Rouvas
Dag 4 ved ESC 2009: Brian rapporterer fra dagens pressemøder Dato: 06.05.2009
Kilde: ESC-dk, Brian Wallström


Sakis Rouvas
Som værten for pressemøderne fik nævnt et par gange i går, så åbnede Euroclub tirsdag aften. I starten var der ikke den helt store grand prix fest, som vi ellers har været vænnet til siden 2006. Selve stedet, der i øvrigt ligger meget tæt på Den Røde Plads, er ellers fint pyntet op, med flag, grand prix logoer osv. Men i starten blev der desværre kun spillet techno musik, og festen var åbenbart åben, så russerne kunne købe billet til arrangementet. Efterhånden kom der dog lidt mere grand prix stemning over det.

Første grand prix artist var Yulia Savicheva (Rusland 2004), der vist ikke sang live, for i modsætning til i 2004 lød det ikke falsk. Senere fulgte Mumiy Troll, og Plazma og Sergey Lazarev (begge har deltaget i nationale finaler i Rusland). Derefter Ani Lorak, Sirusho, Natalia Podolskaya og Dima Bilan. Det var ikke alle af artisterne jeg oplevede, da nogle var på scenen meget sent. Euroclub holder åbent fra 18.00 til 6.00 - Hvis der da er nogle, der kan feste så mange timer i træk.

ONSDAG 6. MAJ.
Russerne har åbenbart fundet ud af, at de ikke har helt nok styr på, hvor de forskellige akkrediterede befinder sig - Det er jo ikke rart ikke at have kontrol over alle personer. - Så derfor er der nu sat nogle scannere op, så hver gang vi bevæger os ind i en nyt område (eller ud fra et område), så skal vores akkrediteringskort scannes ind. - Der er scannere ved pressemøderummet, ved indgangen til salen samt ved computerrummet. - Om et par dage kommer der sikkert også scannere på toiletterne, så de kan holde styr på hvilken boks man går ind i.

Når man følger prøverne her i Moskva, må man være forberedt på, at luften ikke altid er specielt god. - De kører rundt med en gammel gaffeltruck i salen - og den lugter ikke ligefrem af lagkager. Der er ofte en ret kraftig dunst af diesel, eller hvad den nu kører på. Men det er måske "charmen" ved at være i Østeuropa. Lastbiler, busser og mange af bilerne i Moskva lugter bestemt heller ikke til at være specielt miljøvenlige.

SLOVENIEN
Slovenerne har igen ændret lidt på arrangementet, i forhold til de tidligere versioner. Vokalen starter lidt tidligere nu, men til gengæld er der også en større instrumental del. De har heller ikke besluttet sig helt for sproget endnu, da de skiftede mellem at synge på engelsk, slovensk og en blanding af sprogene ved prøverne.

Sangerinden Martina Mejerie, har tidligere sunget kor for Kroatien 2003, Slovenien 2007 og Montenegro 2008. Hun er glad for, at hun denne gang selv er i forgrunden. Det giver meget mere frihed, man får mere opmærksomhed og kan bestemme meget mere over hvordan tingene skal være. Andrej Babic (komponisten) nævnte, at de har ændret sangen flere gange, og at der oprindeligt var tiltænkt en striptease-del også. Men det er jo ligesom prøvet i ESC før.

Andrej sagde, at de gerne ville have spillet live på instrumenterne, men at det ikke er tilladt i følge EBU's regler. Gruppen spillede deres sang på pressemødet - De blev spurgt til, om de kendte Nocturne, så den spillede de også. Værten nævnte, at violiner også var en del af Ruslands vindersang sidste år, og Andrej tilbød med det samme, at de også kunne spille den, men det takkede værten dog nej til.

UNGARN
For lige at citere Keld Heick's kommentar til Makedoniens bidrag i 2000, så kan det være svært at danse og synge samtidigt. Det gælder også for Ungarns Zoli Ádok. Han er ellers både danser, skuespiller og sanger. (i den rækkefølge i følge ham selv) - men han sang da også temmeligt falsk, så rækkefølgen passer jo nok meget godt.

Han har været med i flere musicals, senest spiller han Jesus i Jesus Christ Superstar. Han sang en sang derfra i den ungarske version.

ASERBAJDSJAN
De to sangere havde en god prøve. De var lidt nervøse i starten, men til sidst fungerede alting perfekt. - Der er en god koreografi på sangen. Sangen minder stilmæssigt om Armeniens bidrag for sidste år, så den skal jo nok klare sig rigtig flot.

Aysel er en anelse nervøs for, at komme til at falde. Hun skal gå en del op og ned af trapper i høje hæle, og trapperne er ikke helt stabile. Derhjemme har de øvet på en anden slags scene-opbygning, end den der er her i Moskva.

Måden de udvalgte sangen på i Aserbajdsjan var, at de først havde en konkurrence for at finde sangeren. Det blev som bekendt Aysel der vandt her. Herefter skulle selve sangen findes. Arash sendte sangen ind, som han har skrevet sammen med Robert Uhlmann. Sangen vandt, og derfor blev sangen lavet om til en duet mellem Aysel og Arash.

Aysel har givet et interview, hvor hun har rost sangene fra Skandinavien meget. Hun holder meget af sangene fra både Danmark, Norge og Sverige og de andre lande - så hun mente nok Norden i stedet for Skandinavien. - "Always" blev produceret i Sverige, og Aysel har kun positive ting at sige, om den Skandinaviske måde at gøre tingene på.

GRÆKENLAND
Ligesom ved Aserbajdsjans prøve, var der også mange i salen for at se den græske prøve. Jeg så ikke starten af prøven, men fik at vide, at Sakis faldt første gang han skulle øve. Han skal hoppe op på en forhøjning, og lå så og rodede rundt. - Om han gled på scenen ved jeg ikke, men flere af landene har kommenteret, at scenen er meget glat. Den er åbenbart lavet af glas. - Sakis mener dog ikke, at han bliver nervøs for at falde når showet går i gang.

Sakis nyder deltagelsen mere denne gang, for nu har han været igennem møllen før. I 2004 vidste han ikke helt hvad han gik ind til, og var mere stresset.

Han blev spurgt om han kunne lide Regina fra Bosnien. - Og svarede ja, hvor er hun, er hun her ? så han var vist ikke helt klar over hvem Regina var.

En russisk journalist opfordrede ham til at smide t-shirten. - Men det var Sakis for blufærdig til - Han nævnte dog, at hun kunne søge på internettet og finde billeder af ham der.

LITAUEN
Litauen har en helt enkel sceneoptræden, men den passer fint til sangen. Sasha Son hedder egentlig Dmitrij Savirov, men da så mange andre hedder Dima eller lignende, ville han bruge et andet navn, for ikke at blive sammenlignet med dem. Sasha Son har været på promotour i Ukraine, Letland, Malta og til Amsterdam Eurovision festen. Derudover har han været i Irland, fordi der er så mange fra Litauen i Irland. - Hmm, ja Irland plejer jo at give 12 til Litauen og 10 til Letland - Men mon ikke de 8 til Danmark skulle være sikre. - Og i finalen er der nok større sandsynlighed for 12 danske point fra Irland, da der jo heldigvis ikke er ren teleafstemning i finalen.

MOLDAVIEN
Sangen "Hora din Moldova" er en sang om den samme slags dans, som Israel sang om og dansede i ESC 1982. Nelly Ciobanu nævnte da også, at dansen oprindeligt stammede fra Balkan og Israel. Prøverne gik fint, og det er et fint show de har sat sammen.

Til pressemødet sagde Nelly, at hun var så sulten, så hun næsten ikke kunne tænke på andet end mad. Værten sprang derefter ud efter en sandwich, som hun derefter spiste under pressemødet.

Hun startede allerede med at synge som 2 årig, og som 4 årig begyndte hun på en musikskole. Nelly har tidligere vundet 2. præmien i musik-konkurrencen "Asian Voice", men hendes deltagelse i ESC, er en meget større ting for hende. For seertallet er mange gange højere ved ESC.

Nelly kaldte tiden for ABBA, og Celine Dion for grand prixets gyldne tid. - Nu er der ingen der ved, hvilken formel man skal bruge, for at få succes i ESC.

Delegationslederen nævnte, at de havde modtaget over 20.000 videoklips fra fans. Moldavien havde før ESC opfordret fans til, at de kunne sende videoklips med dem selv til dem, så de kunne bruge nogle af klippene i musikvideoen.

ALBANIEN
Endnu et rigtigt fint show, der inkluderer akrobatik fra de mandlige dansere. Kejsi Tola er blot 17 år gammel, så følger fint den Albanske tradition, med unge sangere de fleste år. Kavalkade-videoen blev indspillet i München over 2 dage. Udendørs scener adskillige timer hver dag i frostgrader.

UKRAINE
Ukraine plejer jo at være ret gode til at opbygge et kanongodt show. I år har de også lavet stort show, men bliver nærmest for meget på en gang, og det virker for vulgært.

Svetlana og de øvrige i delegationen, kom stormende meget højlydt ind til pressemødet, og svingede med de Ukrainske flag - Disse flag blev i øvrigt flittigt benyttet under hele pressemødet. At de så påstod, at de ikke var her for at vinde, men bare for at røre folks hjerter - tja det underbyggede deres patriotisme ikke.

Svetlana plaprede løs på russisk. Men fik da også forklaret, hvad en "Anti-crisis girl" er. En stærk, magtfuld og selvstændig pige, der ved præcis hvad hun vil, og hvordan hun skal opnå det - men samtidig en, der bringer glæde og fornøjelser til andre. - Grunden til, at sangens titel er ændret til "Anti-crisis girl" er, at "Be my Valentine" manglede et eller andet, der skulle få folk til at bemærke og huske sangen. De havde snakket om, hvad den største udfordring i verden er pt., og mente det var finanskrisen. Dette inspirerede dem til den nye titel. Ukraine havde oprindeligt planlagt, at Svetlana skulle ankomme på scenen i en "Hell maschine", der blev sænket ned fra loftet - Men russisk TV mente, at det ville blive for besværligt at praktisere. Svetlana er egentlig kun glad for det, eftersom hun har højdeskræk.

ESTLAND
Sangen "Rändajad" handler om rejsende - Vi er alle rejsende på den ene eller anden måde. Bevæger os fra sted til sted. Vi kan gøre hvad vi vil, hvis bare vi tror på os selv.

Sandra virkede lidt genert. Hun afslørede, at en af hendes favortit-band er Metallica. Selvom de stilmæssigt ligger temmelig langt fra hendes eget bidrag.

Morten fra Norge fik ordet på pressemødet, og nævnte, at det var dejligt at høre den Estiske sang, lige efter det "mess of a song" som Ukraine stillede op med. Denne kommentar fik stor applaus. Delegationslederen mente, at Estlands startplacering efter Ukraine var den bedst tænkelige, fordi så var der opmærksomhed på dem, og sangene var så forskellige.

HOLLAND
Holland har bestemt ikke noget imponerende sceneshow. - De stiller op i jakkesæt med krystalperler og lys i. I starten af sangen, er der ingen lys på dem overhovedet. Kun lyset fra jakkerne lyser, så deres hoveder er helt mørke.

Pressemødet var et af de mest underholdende pressemøder. Det er nogle friske halvgamle gubber, der stiller op for Holland. Holland har tre kvinder i koret, hvoraf den ene er lidt småtyk. I starten sang de en big band version af sangen "Shine" (Der i øvrigt lød bedre end ESC-versionen). - Herefter satte pigerne sig i salen, i stedet for at blive siddende sammen med drengene. En journalist spurgte, hvorfor de var så generte - Gordon svarede tilbage, at de ikke var generte, de var bare sultne, og når de var det, så satte de sig ned. Der kom flere morsomme indslag fra dem.

De Toppers havde sidste år koncerter 6 aftener i træk. Hver gang med 60.000 tilskuere, så som de eneste deltagere her, mente de egentlig, at salen her i Moskva var lidt lille.

Gordon har selv skrevet sangen, hvilket han holdte hemmeligt for de to andre, indtil efter sangen var udvalgt som en af de 6 sange (ud af 320) til den nationale finale.

Sidst opdateret den 27.08.2009