ESC 2009 - Nyheder
Malena Ernman ved første lydprøve
Sveriges store håb er kun 'Grandprix-stjerne på deltid' Dato: 08.05.2009
Kilde: ESC-dk


Malena Ernman ved første lydprøve
Til hverdag turnerer den svenske mezzosopran Malena Ernman rundt mellem alverdens operahuse, hvor hun er en efterspurgt sangerinde. Og den slags bliver ikke sat på standby, fordi Ernman skal deltage i Eurovision Song Contest.

Den svenske avis "Aftonbladet" har været meget kritisk over, at Malena ikke er i Moskva i hele ESC-perioden. Hun er i den russiske hovedstad til prøverne, og tager så tilbage til Wien og Stockholm, hvor hun har job som operasanger. Kontrakterne hertil blev underskrevet lang tid før Melodifestivalen, så selv om hun meget gerne ville være i Moskva hele tiden, har hun ikke mulighed for det.

Malena Ernman Malena Ernman er født 4. november 1970 i Uppsala. Hun er uddannet operasangerinde ved Kungliga Musikhögskolan og Operahögskolan i Stockholm og på konservatoriet i Orléans og kan spænde over næsten fire oktaver med sin stemme!

Hun har bl.a. medvirket i operaer i Berlin, Bruxelles, Paris, Wien, Salzburg og Amsterdam, og har givet koncerter i Rom, Madrid, London, Los Angeles, Berlin og Tokyo. Udover opera synger hun også bl.a. jazz og musicals.

- Melodi Grand Prix er lige modsat opera. Selvom jeg ikke synger særlig meget, så er der et enormt fokus på alt, man laver, fortæller Malena Ernman i et interview med DR.

På spørgsmålet om hvordan sangen blev til fortæller Malena:

- Fredrik Kempe og jeg arbejdede sammen på Stockholms opera for 10 år siden. Han ringede til mig og sagde, at han havde en perfekt sang til mig. Først var sangen på italiensk, og jeg ringede og spurgte, om vi kunne ændre det. Jeg har ligesom ikke nogen forbindelse med Italien privat, andet end at jeg har sunget der.

- Jeg har til gengæld boet i Frankrig i mange år, og fransk er mit andet sprog, så vi ændrede teksten til fransk! Vi satte os ned på en café en formiddag, og så skrev jeg teksten om! Det går stærkt i popverdenen...

- Det er umuligt at sige hvordan det kommer til at gå i Moskva! Jeg kan meget vel komme sidst, lige så vel som jeg kan vinde det hele. Det er lidt ligesom et lotteri.

Det er jo umuligt at sige, hvordan folk i Slovenien eller Polen tænker og mener. Og hvordan resonerer en jury på Cypern eller i Spanien? Men det er jo klart, at jeg udskiller mig en smule som sangerinde...

Den svenske Melodifestival er populær ikke bare i Sverige, men så sandelig også udenfor landets grænser. Hvem der deltager, og hvilken sang der vinder, er altid ventet med spænding.

Malena Ernman vandt Melodifestivalen 2009
Sidste år vandt Charlotte Perrelli med sangen ”Hero”, som dog kun opnåede en 19. plads ved finalen i det internationale Melodi Grand Prix. Og den var Fredrik Kempe faktisk også med til at skrive

'La Voix' er skåret over den traditionelle svenske melodifestival-grand-prix-schalger-pop-skabelon, men har tydelige musikalske træk fra operaens verden. I omkvædet bliver Malenas berømte sopranstemme udfoldet til fulde.

Sverige har vundet Eurovision Song Contest fire gange tidligere. ABBA i 1974, The Herreys i 1984, Carola i 1991 og Charlotte Nilsson i 1999. Om det bliver til en femte sejr i år må tiden vise.

Traditionen tro, er den svenske sang en af forhåndsfavoritterne til en finaleplads. Det var de også sidste år, hvor finalepladsen kun blev reddet fordi juryen stemte den ind. Telefonstemmerne gav den en 12. plads i semifinalen, hvor kun de ti første gik til finalen.

Links: Sverige

Sidst opdateret den 27.08.2009