ESC 2009 - Nyheder

Dag 8 ved ESC 2009: Brian rapporterer fra dagens pressemøder Dato: 12.01.2009
Kilde: ebu


Lørdag var der først ukrainsk, og derefter græsk- cypriotisk fest på Euroclub. Langt over halvdelen af landene var på scenen for at synge, men som alle andre år, så vi desværre ikke noget til Danmark. Mange lande benytter enhver lejlighed til, at promovere deres sang, ved de andre landes fester. Men ikke Danmark, udover ved sidste års islandske fest. Lidt en skam.

Der var en temmelig emsig vagt ved festen. Scenen var i højre side forlænget ud i rummet (ligesom scenen i Tallinn 2002) - Ingen artister brugte den del af scenegulvet. Jeg stod derhenne, og havde en colaflaske stående derpå. Vagten kom stormende, der måtte sandelig ikke stå drikkevarer på. Scenegulvet så ellers bestemt ikke skrøbeligt ud. Vagten havde en travl aften, for der var flere der brugte scenen til bord. Efterhånden som aftenen skred frem, blev han mere og mere emsig. Så måtte folk ikke have deres taske derpå. Lidt efter heller ikke jakken og til sidst måtte man ikke engang røre ved scenegulvet. - Tja, han nød vist at hævde sin magt,ved at lave sine egne tåbelige regler.

SØNDAG 10. MAJ

LITAUEN
Litauen var noget utilfredse efter den første prøve over bl.a. lyssætningen. Det fungerer nu, men de er stadigvæk meget utilfredse. De var til det russiske pressemøde i går, hvor de hørte, at Rusland laver en video, der skal vises i baggrunden. Litauen har også lavet en video, som de gerne vil have vist. Men de har fået et blankt nej til dette. Hverken video eller fotos må de bruge. De finder det underligt, at reglerne ikke er ens for alle lande. Og det har de jo ret i.

NB: Litauen sendte videoen til produktionsselskabet lang tid før ESC, men det er først her i Moskva de har fået at vide, at de ikke måtte bruge det. Så al koreografi mv. er valgt ud fra, at de regnede med, at videoen kom på skærmen.

De vekslede mellem at synge på engelsk og russisk ved prøven, og har endnu ikke besluttet sig for sproget.

MOLDAVIEN
Igen en god optræden fra Moldavien. De stiller op i etniske nationale kostumer. Dog er heller ikke Moldavien helt tilfreds med prøven. Der var problemer med lyden og med kameravinklerne. Der er for mange billeder taget meget langt fra scenen.

ALBANIEN
Albanien optrådte nu i deres scenetøj. Den ene ser ud som en slags blå spiderman med maske på. Grunden til at ansigtet er skjult er, at spiderman figuren symboliserer sangerindens kærlighed. Men da hun kun er 17 år, er der endnu ikke noget ansigt på hendes livs kærlighed. Koreografen, der har lavet et fint stykke arbejde, var i øvrigt også koreograf for det græske bidrag i 2008.

Kejsi sluttede af med at synge sangen i den albanske version.

UKRAINE
Flere og flere lande klager over kameraføring, lys osv. Ukraine mener, at kun 30% af deres sceneoptræden vises på tv. - De har mange effekter med i deres sceneoptræden. Effekter, der kræver meget præcis skift mellem kameraerne. Og det bliver ikke leveret ordentligt her.

HOLLAND
De hollandske drenge var som altid i godt humør. De ankom på cykler, med det samme motiv som deres næsten mousel-malede tøj.

Morten fra Norge spurgte, om de ville eskortere den norske delegation ud fra scenen. Gordon sagde ja selvfølgelig, mens Rene tilføjede, at Gordon nok ville nøjes med at eskortere den norske sanger ud. Gordon sagde så, at han da ikke ville sige nej hvis det kom til det.

Drengene jokede som sædvanligt. En person fra Cypern ville stille et spørgsmål. Han havde svøbt det cypriotiske flag om sig, og Gordon spurgte ham, om han fryser ? - Og hvornår han brækkede hans arm siden han havde en slynge om.

FRANKRIG
Igen det absolut mest velbesøgte pressemøde. Patricia havde ikke selv valgt sangen, men hendes betingelse for at deltage var, at det skulle være en sang fra hendes seneste album. Delegationslederen Bruno valgte så den sang han syntes passede bedst til ESC.

I starten af hendes karriere var det vigtigt, at følge med i ESC - ihvertfald top-3 sangene. Nogle af dem har hun selv sunget til hendes koncerter. F.eks. UK 1976 og Tyskland 1982. Men efterhånden som hendes karriere blev større, fulgte hun ikke længere så meget med i ESC. Hun synes dog, at Grand Prixet de sidste 3-4 år har udviklet sig i den rigtige retning.

RUSLAND
Så fik vi videoen hvor Anastacia bliver ældre og ældre at se. Jeg synes egentlig ikke den er lavet så godt. Det er kun hårfarven der bliver gråt. Der burde have været lavet rynker osv, hvis den skulle virke troværdig. Hun blev spurgt hvilken russisk ESC-sang der var hendes favorit. Men hun lagde ikke mærke til dem før sidste år - De andre sange vandt jo ikke.

Sidst opdateret den 27.08.2009