ESC 2009 - Nyheder
Brinck med startnummer 16
(OPD) Lodtrækning: Brinck trak startnummer 16 til i lørdagens finale Dato: 14.05.2009
Opd.: 15.05.2009
Kilde: ESC-dk

Brinck trak startnummer 16
Efter en veloverstået semifinale var der som sædvanlig et velbesøgt pressemøde, hvor de ti finalister fik lejlighed til at give udtryk for deres umiddelbare følelser efter resultatet forelå.

Landene blev kaldt ind et ad gangen for at møde lykønskninger og jubel fra de fremmødte pressefolk og fans. Første var Kroatien, Norge, Danmark og Azerbaijan. Og derefter Grækenland, Litauen, Moldavien, Albanien, Ukraine og Estland.

Samtidig fik de ti finalister lov til at trække deres startnummer til finalen. Brinck trak som den tredje af de ti finalister sit startnummer - nummer 16. Det er akkurat samme startnummer som Danmark havde sidste år, da Simon Mathew i finalen endte som nummer 15 med 'All Night Long'.

Brinck blev på pressemødet bedt af en dansk journalist om at give en meddelelse til Europa. Brinck svarede ved at takke alle folk i Europa på alle de sprog han lige kunne komme i tanke om. På spørgsmålet om han havde fået nogle lykønskninger svarede Brinck, at han mobil var ved at flyde over af sms'er så han var nødt til at slukke den for pressemødet.

Han havde derfor heller ikke nået at se om der var nogle beskeder fra Ronan Keating, der jo har skrevet den danske sang sammen med Lars Halvor Jensen og Martin M. Larsson. Brinck fortalte dog, at den danske delegation forventer at den irske verdensstjerne vil være i Moskva på lørdag til finalen.

Startrækkefølgen i finalen bliver:

  1. Litauen
  2. Israel
  3. Frankrig
  4. Sverige
  5. Kroatien
  6. Portugal
  7. Island
  8. Grækenland
  9. Armenien
  10. Rusland
  11. Azerbaijan
  12. Bosnien-Herzegovina
  13. Moldavien
  14. Malta
  15. Estland
  16. Danmark
  17. Tyskland
  18. Turkey
  19. Albanien
  20. Norge
  21. Ukraine
  22. Rumænien
  23. Storbritanien
  24. Finland
  25. Spanien

Sidst opdateret den 27.08.2009