ESC 2009 - Nyheder
Norsk jubel
Kamp om værtsskabet for Eurovision Song Contest 2010 Dato: 19.05.2009
Kilde: esc-dk


I Rusland stod kampen længe mellem Moskva og Sankt Petersburg. Men i Norge virker det som om hver eneste provinsby ønsker at arrangere Eurovision Song Contest 2010, efter at Alexander Rybak vandt ESC 2009 med 'Fairytale'.

Oslo er selvfølgelig med i opløbet, som Norges hovedstad vil det være naturligt at vælge byen, der også var vært i 1996, efter at Secret Garden vandt året før med 'Nocturne'. Men også Bergen, Stavanger, Hamar og Tromsø har kastet sig ind i kampen. Bergen var iøvrigt vært i 1986 ovenpå gevinsten året før til Bobbysocks og 'La De Swinge'.

"ESC i Tromsø skulle sätta Nordnorge på kartan", "I Stavanger står en helt ny sportarena klar i mars". Den ene lokale borgmester efter den anden melder deres interesse for at stå som værtsby for ESC 2010, hvor sandsynligvis omkring 45 lande igen vil mødes og dyste om 'Europa Mesterskabet i Pop'.

Men spørgsmålet er, om ikke det trods alt bliver Oslo igen, den enste by med tilstrækkelig hotelkapacitet i Norge. Norsk Rikskringkasting NRK forventer at give besked om værtsskabet til efteråret.

Finaledatoen er allerede blevet udpeget, nemlig lørdag den 22. maj, med de to semifinaler tirsdag den 18. og onsdag den 20. Men datoen kan sagtens blive flyttet; finaledatoen er nemlig sammenfaldende med finalen i Champions League på Santiago Bernabeu i Madrid. NRK for bedt EBU om at finde en alternativ dato, det bliver spændende at se hvordan EBU reagerer på den forespørgsel.

Sidst opdateret den 27.08.2009