MGP 2009 - nyheder
PelleB PelleB vandt MGP 2009 med sangen ’Kun min’
Dato: 26. september 2009
Kilde: - Pelle B
Lørdag aften var det tid til den 10. udgave af det danske børne-grandprix, MGP 2009. Ti fantastisk dygtige grupper sangere og dansere havde selv skrevet og komponeret ti dejlige sange. Og vinder blev PelleB med 'Kun min'.

Startfeltet i MGP 2009 så således ud:

  1. Vi2 - ’Brug for dig’
  2. Niclas - ’Fyr den af’
  3. Engledrys - ’Familien - Min bedste ven’
  4. Anna - ’Jeg kunne alt’
  5. The Futures - ’Min MSN Ven’
  6. Tøserne fra tredje - ’Venner’
  7. Diamond Souls - ’Kom vis dem hva’ du ka’
  8. Caroline - ’Fanget i et eventyr’
  9. PelleB - ’Kun min’
  10. Sarah Julia - ’Gi mig sommer og sol’

Efter at alle ti sange var fremført én gang var det tid til den første afstemningsrunde. Og mens det stod på var der lidt underholdning, bl.a. den efterhånden verdenberømte danske sangerinde Ida Corr. For 18 år siden var samme Ida Corr faktisk med i børne-grandprix, der dengang var et radiogrogram.

Efter første afstemningsrunde gik fem sange videre til den såkaldte super-finale:

Engledrys - ’Familien - Min bedste ven’
Anna - ’Jeg kunne alt’
Niclas - ’Fyr den af’
PelleB - ’Kun min’
The Futures - ’Min MSN Ven’

Og efter anden afstemningsrunde kunne PelleB, der består af sangerne Pelle og Freja samt danserne Pernille, Lin og Mathilde, altså trække sig tilbage som vinder af MGP 2009 med maksimumpoints 60 points. PelleB skal nu repræsentere Danmark i MGP Nordic den 28. november i Stockholm sammen med nummer to Engledrys og ’Familien - Min bedste ven’ med 50 points.

Alle sangene fra det danske MGP udkommer på en cd mandag den 28. september, og vinderen får sin egen cd-udgivelse, som udkommer senere på året.

Lørdag d. 3. oktober skal alle MGP 2009 deltagerne optræde sammen i Legoland, og d. 10. oktober optræder de i Frederiksborgcentret i Hillerød, hvor alle deltagerne endnu en gang skal fyre den af på scenen.

Pelle er 13 år og har mange idoler. LOC, Rune Rask, Pilfinger og Timberland. Han lytter til alle genrer - også klassisk, men henter mest inspiration fra amerikansk undergrund - west coast. Hvis han kunne ændre noget i verden, skulle det være, at alle skoler fik flere musiktimer.

Freja er 14 år og kan bedst lide hip hop og pop musik. Hendes yndlingsfag er idræt, dansk og musik. Frejas første sangoplevelse var, da hun gik i 6. klasse og sang solo i en skole musical. Hun synes, det er vildt fedt at stå på en scene og har en god fornemmelse i maven, når hun gør det.

Se det samlede resultat her...

Sidst opdateret den 20.11.2009