ESC 2010 - Nyheder

Drama i Melodifestivalen: Endnu en sang er blevet diskvalificeret Dato: 27.11.2009
Opd.: 28.11.2009
Kilde: esctoday.com, Gylleneskor


Lilli & Susie i MF 2009
En af de 27 sange, der var udvalgt blandt de 2.614 indsendte bidrag til at deltage i Melodifestivalen 2010, er blevet diskvalificeret af SVT. Det skriver esctoday.com.

Udelukkelsen skyldes en diskussion med sangskriverne om valget af artist til sangen. Det drejer sig om bidraget 'Åt Helvete För Sent', der er skrevet af Lina Eriksson, Mårten Eriksson & Susie Päivärinta. Sangen vil på et senere tidspunkt blive erstattet af et af reserve-bidragene.

Hør den diskvalificerede sang her...

SVT står fast på, at reglerne omkring valg af artist er meget klare. "Det står tydeligt i reglerne, at det er SVT der har det afgørende ord omkring valg af artist. Og hvis vi ikke kan blive enige med sangskriverne, ja så har vi ikke andre veje end at udelukke bidraget," fortæller Thomas Hall, der er projektleder for Melodifestivalen, til esctoday.com.

Det er faktisk tidligere sket, at et bidrag er udelukket af denne grund. Det skete f.eks. i 2005 for sangen 'När löven faller', da Carola, der havde indsunget demoen, ikke ønskede at være med i Melodifestivalen. Og da SVT ikke ønskede andre artister blev sangen udelukket.

"Vi er altid parat til at diskutere valget af artist, men i den sidste ende er det os der har ansvaret for at programmet bliver skruet rigtigt sammen. Og det vil der ikke blive lavet om på," forklarer Thomas Hall.

Susie Päivärinta, der er den ene af sangskriverne, deltog i Melodifestivalen 2009 som en del af duoen Lilli & Susie med sangen 'Show Me Heaven'.

Opdateret. På rygteplan har det lydt, at f.eks. Mathias Holmgren, Sara Löfgren eller Rickard Wolff skulle være artister. Iflg. Expressen ville SVT have Rickard Wolff, mens sangskriverne havde skrevet sangen direkte til Sara Löfgren. Og måske er det her der ligger noget begravet. I hvert fald skriver Mathias Holmgren på sin blog: "När allt har lagt sig och allt är bestämt ska jag berätta min version. Ganska snaskigt ('saftigt' - red) kan jag säga."

Se alle de udvalgte sange til Melodifestivalen her...

Links: Sverige

Sidst opdateret den 28.11.2009