ESC 2010 - Nyheder
Maria Haukaas Storeng
MGP-vinder gør comeback:
Syv første artister til norsk grandprix klar
Dato: 04.12.2009
Kilde: NRK


Fredag kom der artistnavne på sangene i den første delfinale i norsk Melodi Grand Prix 2010, der afholdes den 8. januar i Sør-Trøndelag i Ørland. Og det betyder gensyn med en tidligere vinder af norsk MGP.

Sangen 'Make My Day', der er skrevet af Merethe La Verdi, vil nemlig blive fremført af Maria Maukaas Storeng, der som bekendt vandt det norske Melodi Grand Prix i 2008 med sangen 'Hold On Be Strong', og som senere opnåede en flot femteplads i ESC i Beograd.

Den 30-årige sangerinde var iøvrigt vært ved det norske grandprix i 2009.

Der er også gensyn med Lene Alexandra Øien, der selv har skrevet sangen 'Prima Donna' sammen med Jarl Aanestad. Hun deltog nemlig i MGP 2008 med sangen 'Sillycone valley'. Hun opnåede oprindelig berømmelse via norsk Robinson, ligesom hun har deltaget i norsk 'Vild med dans'.

De øvrige fem artister er alle debutanter i grandprix-sammenhæng.

Den 28-årige Gaute Ormåsen er den eneste i denne delfinale, der synger på norsk, nemlig sangen 'Synk eller svøm', som han selv har skrevet sammen med Laila Samuelsen og Kim Bergseth. Gaute blev nummer to i norsk Idol i 2003, og herefter har han udgivet tre succesfulde albums.

Johnny Hide blev kendt som medlem af det succesfulde 90'er band Number Seven Deli. Hans MGP-bidrag 'Rewind love', skrevet af Julian Berntzen er en klassisk og alligevel moderne popsang, der handler om kærlighed og smerte.

Sangen 'Yes man', som den 18-årige artist Bjørn Johan Muri har skrevet sammen med Simone Larsen og Simen Eriksrud, beskrives som en synthiziser popsang med trommemaskine. Bjørn kom i finalen i Idol for to år siden, og har siden arbejdet hårdt på sin sang-karriere.

Elizabeth Carew edr en 24-årig R'n'B sangerinde med en lang række selvkomponerede hits bag sig siden gennembruddet i 2008. Hendes bidrag 'Rocketfuel' har hun også selv skrevet, dog i samarbejde med Thomas Eriksen. Elisabeth er ikke bleg for at indrømme, at hun altid har været grandprix-fan.

Norge introducerede metal rock til ESC i 2005 med gruppen Wigwam. Næste år går de skridtet videre med black metal gruppen Keep of Kalessin, der startede tilbage i 1994 under navnet Ildskjær. Gruppen kommer fra Trondheim, og deres MGP-bidrag 'The Dragontower' er skrevet af bandets medlemmer Arnt Obsidian Grønbech, Torbjørn Schei, Vegar Larsen og Robin Isaksen.

Første semifinale 8. januar i Sør-Trøndelag:
• Synk eller svøm - Gaute Ormåsen
• Prima Donna - Lena Alexandra Øien
• Rewind Love - Johnny Hide
• Yes Man - Bjørn Johan Muri
• Rocketfuel - Elisabeth Carew
• Make My Day - Maria Haukaas Storeng
• The Dragontower - Keep Of Kalessin

Norsk Melodi Grand Prix 2010 i Ørland

Links: Norge

Sidst opdateret den 17.12.2009