ESC 2010 - Nyheder

Stefan Raab lægger op til en gentagelse:
Meyer-Landrut for Tyskland i ESC 2011?
Dato: 31.05.2010
Kilde: eurovision.tv


Lena vandt ESC 2010
Midt i euforien over Tyskland sejr i Eurovision Song Contest 2010 i lørdags i Telenor Arena i Oslo, lagde Stefan Raab op til at den tyske vinder-darling Lena Meyer-Landrut igen skulle repræsentere Tyskland på hjemmebane i 2011.

Udtalelsen kom på pressemødet efter finale-sejren, og han gentog det i går søndag både foran rådhuset i Lena's hjemby Hannover og efterfølgende i tysk fjernsyn.

Lena har accepteret, men lad os nu se om tilbudet står ved magt, når hverdagen melder sig og de implicerede får tænkt over sagerne. Jeg kan ikke forestille mig at ARD og ProSieben skulle sige nej til at arrangere deres 'grandprix', der i år gik under betegnelsen 'Unser Start für Oslo' og som var en enorm succes.

Derimod er det snart tid til at tænke over et par andre spørgsmål, nemlig: Hvor og hvornår skal ESC 2011 afholdes? EBU meldte allerede før lørdagens finale ud med de foreløbige datoer, nemlig tirsdag den 17., torsdag den 19. og lørdag den 21. maj 2011. Men den endelige fastsættelse af datoerne skal ske i samarbejde med ARD.

En række byer har allerede meldt deres kandidatur som værtsby for ESC 2011: naturligvis den tyske hovedstad berlin, men også Hamburg, der hvert år afholder den store grandprix-fest samtidig med grandprix'et, har meldt sig. Og det samme har Lenas hjemby Hannover. Andre sandsynlige kandidater kan være Køln, Frankfurt eller München.

Sidst opdateret den 31.05.2010