DMGP 2011 - Nyheder
Julie og Felix
"Jeg bliver ved til vi vinder!"
Felix vært ved dansk Melodi Grand Prix
Dato: 20.11.2010
Kilde: tv2.dk, ekstrabladet.dk


I år var Felix Smith vært sammen med Julie Berthelsen
I 2009 havde han Birthe Kjær ved sin side. Tidligere i år stod Julie Berthelsen på scenen med ham. Når Danmarks Radio i 2011 blænder op for Melodi Grand Prix er det igen med Felix Smith som vært - til gengæld er det stadig en velbevaret hemmelighed, hvem der skal holde Felix Smith i hånden igennem showet i februar.

- Ja, det er jo nok ikke den store overraskelse, at jeg skal være vært. Det har jeg været de sidste to år. Men det er meget spændende, hvem der også skal være med. Jeg kan bare sige, at jeg glæder mig meget, siger Felix Smith til Ekstra Bladet.

I 2009 vær Felix Smith vært sammen med Birthe Kjær, og i år var han det sammen med Julie Bertelsen.

Mandag den 27. september klokken 12:00 udløb fristen for at indlevere bidrag til Dansk Melodi Grand Prix 2011. Og da fristen var passeret kunne DR konstatere, at 663 bidrag var modtaget. Det er 101 flere end sidste år.

Læs også: 663 nye bidrag til dansk Grand Prix

Og Felix Smith mener det er sundt for konkurrencen, at der er så mange sange at vælge imellem hvert år.

- Det er så fedt, for vi er afhængige af nye kræfter til showet. I 1980'erne var det de samme kunstnere hvert år - og den går bare ikke det her årtusinde. Der skal ske noget nyt, siger han.

- Jeg tænker på at gøre mit job så godt som muligt. Det driver mig at gøre mit håndværk godt. Og jeg bliver ved til vi vinder! Det kan godt være at musikerne er vilde efter at spille for 80 millioner mennesker i Europa, men for alle folkene omkring produktionen er det skam også en kæmpe gulerod måske at få lov til at lave det internationale show, siger Felix Smith.

Det danske Melodi Grand Prix løber af stabelen lørdag den 26. februar. Og for første gang siden 2002 vender Dansk Melodi Grand Prix tilbage til hovedstadsområdet. Ballerup Super Arena, der er en af Danmarks største arenaer, skal nemlig lægge rammer til næste års store musikkonkurrence.

Læs også: Ballerup bliver Grand Prix City 2011

De ti udvalgte bidrag - og Felix' medvært - forventes afsløret på et pressemøde i starten af det nye år.

Sidst opdateret den 20.11.2010