DMGP 2011 - Nyheder
Felix
Værterne afsløres i næste uge::
Både DMGP og MGP afholdes i Ballerup
Dato: 01.12.2010
Kilde: DR


Felix Smith
For første gang i dansk tv-historie afholder DR Melodi Grand Prix for børn og voksne på samme scene.

Det bliver Ballerup Super Arena, der med en uges mellemrum lægger hus til begge de store begivenheder. De voksne kan se frem til det store show den 26. februar, mens børnene kan glæde sig til deres grande finale den 5. marts.

MGP og DMGP er umiddelbart to meget forskellige begivenheder. For mens børnenes MGP er båret af værdier som fairplay og fællesskab og har fokus på processen i at skabe sin egen sang og musik, er DMGP langt mere konkurrencepræget. Her går de professionelle musikere målrettet efter en sejr ved Eurovision Song Contest i Düsseldorf til foråret. Alligevel har de to begivenheder to meget vigtige ting tilfælles: glæden ved musikken og evnen til at samle danskerne.

"MGP handler om at skabe musik og at finde glæden ved musikken. Det er dét det hele starter med – også for de voksne. Derfor giver det overordentlig god mening at lade de to musikbegivenheder udspille sig på samme scene i Ballerup Super Arena, hvor der i løbet af de to lørdage vil være et særligt samspil mellem de voksnes og børnenes show," siger underholdningschef Jan Lundme.

"Samarbejdet mellem de to shows giver vores arbejde med at fremme musikkulturen for danske børn meget større fokus. Den form for opmærksomhed kunne MGP ikke have fået alene, og vi er rigtig glade for, at de voksne vil støtte op om vores projekt," siger Signe Lindkvist, kanalchef for DR Ramasjang.

Værterne afsløres i næste uge
Normalt indebærer det kun ét Melodi Grand Prix at være årets Grand Prix By. Men med sammenlægningen af DMGP og MGP har Ballerup som den første kommune påtaget sig at engagere sig i hele to store musikbegivenheder.

Det betyder, at Ballerup vil stå i musikkens tegn i flere uger.

Som startskud på den store folkefest modtager Ballerups borgmester, Ove E. Dalsgaard, et hædersdiplom for at byen er valgt til Årets Grand Prix By.

Selve overrækkelsen finder sted ved en særlig begivenhed fredag den 10. december kl. 10 i Ballerup Super Arena. Ved samme lejlighed afsløres værterne for de voksnes Melodi Grand Prix. Felix Smith vil være den ene vært, men hvem skal følge i Julie Berthelsens fodspor?

Sidst opdateret den 03.12.2010