ESC 2013 - Nyheder
Despina Olympiou
Rygterne talte sandt
Cypern har valgt Despina Olympiou
Dato: 01.02.2013
Kilde: esctoday.com/


Så er der også kommet navn på den artist der skal repræsentere Cypern i maj måned i den kommende udgave af ESC; valget er faldet på den cypriotiske sangerinde Despina Olympiou, der allerede tidligt i januar blev omtalt som et varmt emne. Sangen som Despina (eller bare Dena) skal fremføre vil være skrevet af Andreas Giorgallis med tekst af Xenon Zindilis.

CyBC, det cypriotiske tv selskab, fortæller at sangen, der vil være med græsk tekst, vil blive offentliggjort midt i februar måned på et pressemøde.

Den 38-årige Despina Olympiou er et kendt navn i både Grækenland og Cypern. Hendes karriere startede i 1992, hvor hun primnært fremførte traditionelle græske og cypriotiske sange. Hun har senere samarbejdet med kendte græske sangere som Haris Alexiou, Pantelis Thalassinos og Michalis Hadjiyannis.

Despina har i alt udgivet seks albums. Senere i år kommer hendes syvende album med titlen Mikra mistika.

Sidste år samarbejdede hun med Stereo Mike på singlen Den s' afino apo ta matia mou, der blev et kæmpe hit i både Grækenland og Cypern. Stereo Mike repræsenterede sammen med Loucas Yiorkas Grækenland i ESC 2011 i Düsseldorf med sangen Watch My Dance, der blev nummer 7 i finalen efter at have vundet sin semifinale.

Ligesom den danske artist, Emmelie de Forest, skal Despina på scenen i den første semifinale den 14. maj.

Links: Cypern

Opdateret den 1.2.2013