ESC 2014 - Nyheder
Pernille Gaardbo
DR har udpeget triumvirat, der skal arrangere ESC 2014
Pernille Gaardbo skal styre ESC-løjerne
Dato: 5. juni 2013
Kilde: dr.dk/grandprix


Pernille Gaardbo skal styre løjerne
DR har sat navn på den person, der får det overordnede ansvar for at styre Eurovision Song Contest 2014 sikkert i land, når Danmark næste år skal arrangere verdens største musik-konkurrence. 47-årige Pernille Gaardbo er udpeget som Executive Producer, når det store show for tredje gang skal afholdes på dansk grund.

Pernille Gaardbo har været ansat i DR i 17 år, og de seneste 12 år har hun været chef for blandt andet DR Medieservice, der er DRs største, samlede produktionsafdeling med 220 ansatte. Her haft hun blandt andet haft det overordnede ansvar for organisationen bag den tekniske gennemførelse af DRs store underholdningsshows, såsom Dansk Melodi Grand Prix, P3 Guld og X Factor.

Pernille Gaardbo er mere end begejstret for sit nye job: "At skulle arrangere det europæiske Melodi Grand Prix i Danmark er realiseringen af den ultimative drøm for en med min baggrund," siger hun til dr.dk/grandprix.

De to andre personer, der sammen med Pernille Gaardbo udgør det triumvirat, der skal stå i spidsen for Eurovision Song Contest 2014, bliver underholdningschef Jan Lagermand Lundme (billedet) samt Søren Therkelsen, der er chef i DR Event.

De to har en lang erfaring med at tilrettelægge store underholdnings-shows i DR som f.eks. Dansk Melodi Grand Prix.

Jan Lagermand Lundme bliver ansvarlig for indhold, mens Søren Therkelsen skal stå for relationen til samarbejdspartnere.

EBU meddelte allerede før finalen i Malmø, at de tre store musikshows sandsynligvis bliver afholdt den 13., 15. og 17. maj. Nu skal DR så finde ud af om det er muligt at få den kabale til at gå op. For det første at finde ud af, hvor man ønsker at afholde showet. Og så finde ud af om det kan lade sig gøre.

Parken i København er jo et oplagt sted at placere ESC 2014; det var jo her showet blev afholdt i 2001, og selv om ingen var 100% tilfreds med hverken lyden eller udformningen af tv-produktionen dengang er der ingen tvivl om at den danske hovedstad må være favorit til at få opgaven. Men Parken er jo også hjemmebane for FCK, der netop i de dage i 2014 skal spille de sidste kampe i Superliga-sæsonen 2013/14.

Udover København har også Herning, Aalborg, Horsens og Fredericia vist interesse for at står for arrangementet. Fordelen for de byer er, at de kan tilbyde en umiddelbart mere passende arena i forhold til EBU's overordnede ønske om at 'downsize' Eurovision. Derimod vil der her være store problemer med hele infrastrukturen som afstand til lufthavne etc.

Bare udfordringerne med at skaffe overnatning til over 40 delegationer og pressedelegationer, for ikke at snakke om de tusindvis af fans fra hele Europa, der vil sætte kursen mod Danmark i maj måned næste år, bliver enorm.

Opdateret den 23.6.2013