ESC 2014 - Nyheder
Flag
Deltagerlisten til Eurovision 2014 tager form
37 lande mødes - måske - i København
Dato: 26. november 2013
Kilde: dr.dk/grandprix


Fredag den 22. november udløb fristen for tilmelding til næste års udgave af Eurovision Song Contest. Ialt har 37 lande nu sagt 'ja tak' til invitationen fra DR og EBU om at mødes i København i maj måned til verdens største sangkonkurrence. Det er to færre end i år i Malmö - og meget langt fra rekorden, der er på hele 43 lande i Beograd i 2008.

Fire af de lande, der deltog i Malmø i år, har af forskellige årsager valgt at blive væk næste år; det er Kroatien, Cypern, Rumænien og Serbien. Til gengæld vender to lande tilbage efter et enkelt års fravær, nemlig Bosnien-Hercegovina og Portugal. Og dermed lander det endelige antal altså på 37, to færre end i Malmö.

Du kan se alle 37 lande her...

Der er stadig en lille usikkerhed omkring Grækenlands deltagelse. Den græske stat lukkede nemlig ERT, der var den tv-station der var medlem af EBU og som tidligere har stået for den græske deltagelse. Spørgsmålet er nu om det rent formelle omkring den nye tv-station kan falde på plads. EBU har gået meget langt i forhandlingerne og nu synes det måske at falde på plads.

De forskellige lande kan dog stadig trække deres deltagelse mod betaling af et gebyr. Her er sidste frist den 10. januar næste år.

FlagNorge og Sverige deles op
Ligesom det var tilfældet sidste år, har arrangørerne og EBU besluttet på forhånd at placere de to store nordiske ikke-finale-lande i hver sin semifinale. Det sker for at sikre at de store nordiske fangrupper har en større chance for at overvære deres eget lands deltagelse.

Det betyder, at Sverige er placeret i den første semifinale den 6. maj, mens Norge er havnet i semifinale 2 der afvikles den 8. maj. Finalen finder som bekendt sted den 10. maj, ligesom de to andre shows sker det i B&W Hallerne på Refshaleøen, der i øjeblikket er ved at blive total renoveret for at kunne modtage de mange tusinde fans der vil overvære det hele.

Fordelingen af de øvrige 29 semifinale-lande i de to semifinaler sker ved de delegeredes møde i København midt i januar måned når den endelige frist for at trække sig ud er passeret.

Opdateret den 26.11.2013