ESC 2014 - Nyheder
Common Linnets
Holland har igen valgt en af deres populære stjerner
Common Linnets repræsenterer Holland
Dato: 29. november 2013
Kilde: eurovision.tv


Common Linnets repræsenterer Holland
Det havde længe løbet som et rygte blandt hollandske grandprix-fans og i medierne; nu har det vist sig at rygterne talte sandt. Den hollandske country stjerne Ilse DeLange har sagt ja til at repræsentere Holland i ESC 2014 i København. Sammen med Waylon udgør hun duoen Common Linnets, og de to vil sammen forsvare Hollands ære på scenen i B&W Hallerne i maj måned næste år.

Den hollandske tv-station TrosAvros annoncerede valget af duoen på et live-streamet pressemøde i mandags. Og med valget af Common Linnet håber de på at kunne følge op på dette års succes, hvor den hollandske stjerne Anouk i Malmø skaffede Holland den første finaleplads i Eurovision siden 2004.

Ilse Annoeska de Lange er et forholdsvis stort navn i Holland; der har hun været siden 1998, hvor hun udgav sit første album 'World of Hurt'. Ilse har modtaget en Edison-pris som bedste nationale sanger i 2004 og 2009. Men hendes karriere startede allerede som 8-årig, hvor hun som playback-sangerinde vandt flere konkurrencer.

Sammen med Waylon, hvis rigtige navn er Willem Bijkerk, har hun nu sat sig for at vinde Eurovision Song Contest, som Holland ikke har vundet siden 1975; det var dengang Teach-In besnærede hele Europa med 'Ding Dinge Dong'.

Om det at repræsentere Holland i verdens største sangkonkurrence siger Ilse til eurovision.tv: "Eurovision Song Contest var noget, vi begge to havde overvejet hver for sig. Men dette samarbejde vi har indledt er så fantastisk, at vi besluttede at gå til det som en duo. Jeg kan ikke vente til vi står på scenen! Som barn var Eurovision Song Contest en tradition i vores familie, og jeg føler mig så beæret"

Holland har ikke vundet siden 1975:

Links: Holland

Opdateret den 28.11.2013