DMGP 2016 - Nyheder
Cutfather
DR åbner for indsendelse af bidrag og styrker musikken
Cutfather musikansvarlig for DMGP
Dato: 1. juli 2015
Kilde: dr.dk/grandprix


Cutfather
Tirsdag blev der åbnet op for at interesserede sangskrivere kan indsende deres bidrag til dansk Melodi Grand Prix 2016. Og samtidig blev der med Cutfathers udnævnelse til musikansvarlig for det danske grandprix sat en tyk streg under at DR satser hårdt på kvalitet.

Efter den skuffende 13. plads i semifinalen i sidste års Eurovision Song Contest i Wien, der betød at Danmark ikke kom med i finalen, har DR i år besluttet at steppe op på kvaliteten, og til det har man indgået en aftale med produceren Mich Hedin Hansen – bedre kendt som Cutfather – der bliver ny musikansvarlig på det danske Melodi Grand Prix i 2016

Til dr.dk/grandprix fortæller underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme om beslutningen: "Vi har besluttet at tage én af de bedste musikproducere i Danmark og gøre ham til musikansvarlig. Han får ansvaret for at finde sangene, der gør, at vi kommer i top igen. Cutfather er en popsnedker, der ved, hvad der skal til, og jeg er så lykkelig for, at han har takket ja til opgaven."

Cutfather, der blandt andet har produceret for stjerner som Kylie Minogue, All Saints og boybandet Blue, vil i sit arbejde med Melodi Grand Prix 2016 fokusere meget på det danske sangskrivermiljø:

- Der er et rigtig godt sangskrivermiljø i Danmark, og der er en professionel tilgang til det at lave musik. Jeg har et stærkt netværk i sangskrivermiljøet, og nu skal jeg motivere nogle af dem til at være med i Grand Prix.

Sangskrivere har frist til den 7. september til at indsende deres forslag til bidrag til dansk Melodi Grand Prix 2016. Herefter vil Cutfather stå i spidsen for at finde de ti bidrag, der skal være med i kampen om at repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest 2016 i Sverige.

Der er endnu ikke sat dato på afholdelsen af dansk Melodi Grand Prix 2016, ligesom det ikke ligger klart hvor det skal afholdes. I 2015 blev grandprix'et afholdt i Gigantium i Aalborg den 7. februar.

De foreløbige datoer for Eurovision Song Contest 2016 er 10., 12. og 14. maj.

Opdateret d. 1.7.2015