ESC 2016 - Nyheder
Globen Arena
ESC 2016 afholdes den 10, 12. og 14. maj i Globen
Stockholm bliver værtsby for Eurovision
Dato: 8. juli 2015
Kilde: eurovision.tv


Globen Arena, Stockholm
Onsdag blev det klart at den 61. udgave af Eurovision Song Contest bliver afholdt i den svenske hovedstad. Det sker den 10., 12. og 14. maj, og det bliver Globen Arena der får æren af at lægge scenegulv til verdens største musikkonkurrence.

Det er anden gang at konkurrencen afholdes i Globen. Og for os danskere er det med stor glæde vi mindes tilbage til sidste gang det skete; for det var jo her at Brødrene Olsen fejrede deres største triumf da de med 'Fly on the Wings of Love' sørgede for at hjembringe Danmarks anden sejr.

Processen med at finde årets værtsby startede umiddelbart efter at Måns Zelmerlöw triumferede i Wiener Stadthalle i maj måned, og til det sidste var der tvivl om værtsskabet for ESC 2016 skulle tilfalde Stockholm eller Göteborg, der begge havde lagt billet ind på arrangementet. Men i den sidste ende blev den svenske hovedstad og Globen Arena altså foretrukket.

"Stockholm har leveret et grundigt gennemarbejdet tilbud, der garanterer at arrangementet endnu engang kan udvikle sig i en positiv retning," siger Martin Österdahl fra SVT, der er Executive Producer for Eurovision Song Contest 2016. Österdahl var også leder af produktionen i 2013 i Malmö.

Globen Arena blev færdigbygget i 1998 og har en brutto-kapacitet på mellem 14.000 og 16.000 publikummer. Det forventes at der med alt det tekniske udstyr og en stor scene ender med at være plads til ca. 10.000 tilskuere til den store finale den 14. maj 2016.

Jon Ola Sand, der er EBU's Executive Supervisor for Eurovision Song Contest, siger til eurovision.tv: "Vi er glade for at SVT har fundet en dedikeret samarbejdspartner i byen Stockholm som værtsby forn næste års udgave af Eurovision Song Contest. Med den succesfulde konkurrence i Malmö i 2013 i frisk erindring, glæder vi os til endnu engang at bringe verdens største musik-show til Sverige i maj måned."

Links: Sverige

Opdateret d. 8.7.2015