ESC 2016 - Nyheder
Norsk MGP 2016
Ti norske sange dyster om billetten til Eurovision
I aften er der norsk finale i Oslo Spectrum
Dato: 27. februar 2016
Kilde: eurovision.tv


Værterne ved norsk MGP 2016
NRK modtog næsten 1000 forslag til hvordan Norges bidrag til Eurovision Song Contest 2016 skal lyde. Og i aften skal det norske folk så finde den endelige vinder blandt ti udvalgte sange. Det foregår som altid i Oslo Spektrum, og igen i år med Silya og Kåre Magnus Berg som værter.

Som altid i Norge er det Oslo Spektrum der lægger scene og lægter til, når det lokale Melodi Grand Prix skal afgøres. Ti spritnye sange er fundet frem og finpudset, så alt er klar til aftenens finale, hvor den norske billet til Eurovision Song Contest 2016 skal uddeles.

Showet starter kl. 20:55, og du kan følge med på eurovision.tv her...

1. The Hungry Hearts featuring Lisa Dillan - Laika
2. Stage Dolls - Into the Fire
3. Stine Hole Ulla - Traces
4. Makeda - Stand Up
5. Pegasus - Anyway
6. Freddy Kalas - Feel da Rush *)
7. Laila Samuels - Afterglow
8. Elouiz - History
9. Suite 16 - Anna Lee
10. Agnete - Icebreaker

*) Sangen 'Happy Rush' med Freddy Kalas blev diskvalificeret, da sangens omkvæd var næsten magen til en af Freddys tidligere sange. Nu har sangen fået et nyt omkvæd og en ny titel 'Feel da Rush' og sangen er dermed fortsat med i konkurrencen.

Du kan høre alle sangene her...

En enkelt genganger er der i startfeltet: Agnete Kristin Johnsen var forsanger i bandet BlackSheeps der blev nummer to i norsk grandprix i 2011 med 'Dance Tonight'. Tidligere vandt bandet det nordiske børne-grandprix MGP Nordic i 2008 med sangen 'Oro Jaska Beana', der senere samme år fik den norske Spellemannspris for årets hit.

Agnete har desuden vundet NRK's udgave af Vild med dans. Det kan måske ligesom i Danmark give ekstra points på kendtheds-barometeret.

Der bliver gæsteoptræden af sidste års vinder, Mørland & Debrah Scarlett.

Norge i Eurovision Song Contest
Norge debuterede i 1960 og har ligesom Danmark vundet tre gange. Kun to gange siden semifinalerne blev indført i 2004 har Norge misset finalen. Senest i Wien blev Norge nummer otte med Mørland & Debrah Scarlett og sangen 'A Monster Like Me'. Norge har klare intentioner om at det skal gå endnu bedre i Stockholm i maj måned.

Den 61. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i Globen i Stockholm med to semifinaler den 10. og 12. maj og den store finale lørdag den 14. maj 2016.

Links: Norge

Opdateret d. 27.2.2016