ESC 2017 - Nyheder
Melodifestivalen
Masser af kendte ansigter i Melodifestivalen 2017
28 bidrag: Sveriges startfelt er på plads
Dato: 30. november 2016
Kilde: melodifestivalen.se


Melodifestivalen
Onsdag løftede SVT sløret for, hvordan det stjernespækkede startfelt til Melodifestivalen 2017 kommer til at se ud. Det bliver en sædvanlig blanding af gode gamle kendinge og nye spændende navne. Og hele tre tidligere vindere af Melodifestivalen vender tilbage - heraf faktisk to vindere af Eurovision Song Contest.

De 28 artister, der deltager i Melodifestivalen 2017, og deres bidrag, blev onsdag offentliggjort på et pressemø'de, der blev direkte webstreamet med David Lindgren som vært. Halvdelen af de 28 bidrag er udvalgt blandt de næsten 2500 indsendte forslag, mens de øvrige er specielt inviteret af SVT. I den sidste gruppe finder man også Les Gordons, der fik billetten efter finalen i 'Svensktoppen Nästa' i august måned.

Læs også: Les Gordons med i Melodifestivalen

Blandt de 28 navne optræder en lang række gengangere fra tidligere års udgaver af Melodifestivalen, såsom Lisa Ajax, Ace Wilder, Boris René, Wiktoria Johansson, Mariette Hansson og Jon Henrik Fjällgren.

Der er også blevet plads til schlager-legenden Charlotte Perrelli, der jo har vundet Melodifestivalen to gange og som bekendt vandt Eurovision i 1999. Og en anden dobbelt-vinder af Melodifestivalen er Roger Pontare, der også er med i år.

Og så er der Loreen, der jo vandt både Melodifestivalen og Eurovision i 2012 med 'Euphoria', og som af man betragtes som den allermest succesfulde Eurovision-sang nogensinde, måske lige med ABBA som en undtagelse.

Også finske Krista Siegfrid er på listen; Krista deltog også i Melodifestivalen 2016 og hun repræsenterede hjemlandet Finland i Eurovision 2013 i Malmö. Sideløbende har Krista også tid til at være vært ved det finske grandprix, UMK 2017.

Som en kuriøsitet er der også blevet plads til den 87-årige Owe Thörnqvist, der som den ældste artist nogensinde i Melodifestivalen stiller op med en sang han selv har skrevet. Owe Thörnqvist deltog i Melodifestivalen som sangskriver helt tilbage i 60'erne, hvor han blandt andet leverede sangen ”När min vän” til jazz-legenden Monica Zetterlund i 1962.

Se hele startlisten her...

Programmet for Melodifestivalen ser således ud: • Delfinale 1: Den 4. februar, Göteborg, Scandinavium
• Delfinale 2: Den 11. februar, Malmö, Malmö Arena
• Delfinale 3: Den 18. februar , Växjö, Vida Arena
• Delfinale 4: Den 25. februar, Skellefteå, Skellefteå Kraft Arena
• Andra chansen: Den 4. marts, Linköping, SAAB Arena
• Finale: Den 11. marts, Stockholm, Friends Arena

Tidligere på året afslørede SVT, at de seks lørdags-programmer bliver afviklet med tre værter, nemlig to tidligere deltagere i Melodifestivalen Hasse Andersson og David Lindgren, samt radiovært Clara Henry.

Sverige i Eurovision Song Contest
Sverige debuterede i Eurovision Song Contest i 1958 og har i alt været med 56 gange. Det er blevet til hele seks førstepladser, og Christer Björkman lægger ikke skjul på, at man jagter Irlands rekord med syv gevinster. Seneste triumf var som bekendt i 2015, hvor Måns Zelmerlöv vandt med sangen 'Heroes'.

I år blev det til en femteplads på hjemmebane i Globen for Frans og 'If I Were Sorry'.

Den 62. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i International Exhibition Centre i Kyiv med to semifinaler den 9. og 11. maj og den store finale lørdag den 13. maj 2017.

Links: Sverige

Opdateret d. 30.11.2016