DMGP 2017 - Nyheder
Heick & Nymark
Så fik vi sat navn på værterne til Melodi Grand Prix '17
Heick & Nymark værtspar ved grand prix
Dato: 16. december 2016
Kilde: dr.dk/grandprix


Værterne afsløres i Aftenshowet
Det bliver tv-vært, sangerinde og journalist Annette Heick og skuespiller Johannes Nymark, som skal stå i spidsen for ’Melodi Grand Prix 2017’ i Herning. Det blev afsløret live i Aftenshowet den 12. december, hvor de to værter kunne brillere med deres evner i en grandprix-quiz.

Der blev genvalg til Annette Heick, da DR skulle vælge årets værter til det årlige Melodi Grand Prix, der jo i år afholdes i Boxen i Herning den 25. februar. Annette var jo også vært sidste år; derimod må hun i år lade mor blive hjemme.

"Annette og Johannes har en fælles passion og kærlighed for Melodi Grand Prix, og deres kemi er helt uovertruffen. Vi har ikke været et sekund i tvivl om, at det er dem, der skal stå i spidsen for Melodi Grand Prix 2017," siger DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme om duoen, der i Aftenshowet i mandags også fik vist deres evner med at affyre konfetti-rør.

Annette har tidligere selv deltaget i konkurrencen.

I 1991 stillede hun op i en duet sammen med Egil Eldøen; deres bidrag "Du er musikken i mit liv" endte på en fjerdeplads. I 2007 optrådte Annette som solist i Grand Prix’et med "Copenhagen Airport" og gik i sin fars fodspor, da hun også havde skrevet teksten - Keld Heick har stået bag hele 31 grand prix-sange. Annettes lufthavnssang gik videre til finalen, men måtte her se sig slået af Drama Queen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den mandlige medvært har de sidste tre år været Jacob Riising, men han er ligesom mor Heick blevet vraget i denne omgang. Medvært bliver i stedet Johannes Nymark, der jo tidligere i år vandt grandprix'et sammen med Martin Skriver og Søren Bregendal i trioen Lighthouse X med "Soldiers of love". Sangen gik desværre ikke videre til finalen i det internationale grand prix.

Det er Johannes' debut som vært, selvom han jo er vældig scenevant som skuespiller og entertainer.

Opdateret d. 17.12.2016