ESC 2017 - Nyheder
LeKlein
Seks artister er klar til spansk finale i februar
LeKlein vandt wildcard i #Eurocasting
Dato: 12. januar 2017
Kilde: esctoday.com


LeKlein får wildcard til spansk finale
Torsdag aften var der finale i web-afstemningen #Eurocasting, hvor vinderen fik et wildcard til den spanske finale i næste måned. LeKlein blev en klar vinder. Samtidig løftede den spanske tv-station TVE sløret for de øvrige fem finalister, der er valgt internt.

Ud af 392 tilmeldte bidrag var 30 udvalgt til en internet-afstemning, hvorfra ti bidrag gik videre til næste fase. Og herfra havde en jury så igen udpeget de tre bidrag, der deltog i aftenens online-afstemning.

Læs også: 30 bidrag kæmper om wildcard til finale i Spanien

De tre finalister var:

• LeKlein – Ouch!
• Fruela – Live it up
• Javian – No somos heroes

Og efter en afstemning, hvor både spanske tv-seere og internationale fans kunne stemme via hjemmeside eller app, stod det til sidst klart at LeKlein fik den eftertragtede finaleplads med mere end 60% af stemmerne. Javian blev nummer to og Fruela nummer tre.

LeKlein, der egentlig er døbt Vanessa Cortez, er udover at være kendt sanger og DJ i Spanien, mest kendt for sit forhold til Patricia Yurena, der to gange (i 2008 og 2013) er blevet valgt til Miss Spain og som blev nummer to i Miss Universe 2013.

Artiklen fortsætter under videoen...

Aftenens én time lange show blev vist direkte på den spanske tv-stations hjemmeside; Irena Mahia og Paloma Quiros var værter, og der var under udsendelsen bl.a. gæsteoptræden af Azucar Moreno, der repræsenterede Spanien i Eurovision 1990 med sangen 'Bandido'.

Som afslutning på showet fik vi også afsløret navnene på de fem artister, der er valgt internt i TVE som deltagere i den spanske finale 'Objectivo Eurovision', der afholdes engang i februar måned. Der er endnu ikke sat endelig dato på. Vinderen vil repræsentere Spanien i Eurovision 2017 i Ukraine i maj måned.

Det samlede finalefelt ser således ud:

1. Mirela - Contigo
2. Maika Barbero - Momento critico
3. Mario Jefferson - Spin my head
4. Manel Navarro - Do it for your lover
5. Paula Rojo - Lo que nunca fue
6. LeKlein - Ouch! (Wildcard)

Links: Spanien

Opdateret d. 12.1.2017