ESC 2017 - Nyheder
Norma John
Finland bidrag klar efter spændende afstemning
Norma John vandt UMK finale i Finland
Dato: 28. januar 2017
Kilde: esctoday.com


Norma John vandt UMK 17
Lørdag aften rettede vi alle blikket mod Finland, hvor årets finale i det lokale grandprix UMK løb over de finske tv-skærme. Ti sange var udvalgt, og de kæmpede om retten til at repræsentere De Tusind Søers Land i Eurovision Song Contest i maj måned. Vinder blev Norma John og sangen Blackbird.

Det hele flaskede sig for duoen Norma John, da afstemningsresultatet blev afsløret. Men det var spændende indtil det sidste, da det stod mellem Norma John og Zühlke. Norma John havde vundet afstemningen blandt de udenlandske juryer, men ville det være nok til den samlede sejr?

Men det holdt, og det endte endda med at blive en overvældende sejr, da Norma John også vandt sms- og online-afstemningen klart. Duoen, der består af de to livslange venner Leena og Lasse, kan nu gøre sig klar til rejsen til Ukraine i maj måned.

Forhåndsfavoritten Emma havde desværre ikke en god aften rent vokalt og måtte tage til takke med den samlede tredjeplads. Det samlede resultat ser således ud med jury + sms/online-points i parantes:

1. Norma John – "Blackbird" (94+88) 182 points
2. Zühlke – "Perfect Villain" (74+71) 145 points
3. Emma – "Circle of Light" (106 points)
4. My First Band – "Paradise" (53+53) 96 points
5. Günther & D'Sanz – "Love Yourself" (37+45) 82 points
6. Alva – "Arrows" (15+48) 63 points
7. Anni Saikku – "Reach Out for the Sun" (43+16) 59 points
8. Lauri Yrjölä – "Helppo elämä" (43+15) 58 points
9. Club La Persé – "My Little World" (21+29) 50 points
10. Knucklebone Oscar & The Shangri-La Rubies – "Caveman" (5+13) 18 points


Optakt
Konceptet 'Uuden Musiikin Kilpailu' (Konkurrence om ny musik) blev introduceret i Finland i 2012, hvor det afløste det tidligere lokale grandprix, idet man forsøgte sig med et med ungt og frisk udtryk. I starten afholdt man flere indledende runder men fra i år bare én finale.

Showet starter kl. 20:00 på YLE, og du kan følge med her...

Aftenens show sendes direkte fra Espoo Metro Areena i Espoo, og vil for andet år i træk have Finlands 2013-repræsentant Krista Siegfrids som vært. Vinderen vil blive fundet efter en afstemning blandt en række internationale juryer - fra Spanien, Island, Storbritanien, Israel, Letland, Norge, Frankrig, Sverige, Ukraine og Estland - der vil levere 50% af stemmerne. De øvrige stemmer kommer fra en sms- og online afstemning.

01. Emma – Circle of light
02. Alva – Arrows
03. Günther & D’Sanz – Love yourself
04. Anni Saikku – Reach out for the sun
05. Knucklebone Oscar & The Shangri-La Rubies – Caveman
06. Norma John – Blackbird
07. Lauri Yrjölä – Helppo elämä
08. Club La Persé – My little world
09. Zühlke – Perfect villain
10. My First Band – Paradise

Det finske tv-selskab YLE har på deres hjemmeside haft en afstemning kørende i en måneds tid. I et specielt tv-program tidligere på ugen blev det afsløret, at Emma vandt denne afstemning med ikke mindre end 30,4% af stemmerne, foran My First Band og Zühlke. Resultatet af denne afstemning vil tælle med i den samlede afgørelse i aften.

Alle bookmakere spår også, at Emma bliver aftenens vinder.

Den 62. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i International Exhibition Centre i Kyiv med to semifinaler den 9. og 11. maj og den store finale lørdag den 13. maj 2017.

Links: Finland

Opdateret d. 29.1.2017