Eurovision Song Contest 2018 - NYHEDER
Ryan O’Shaughnessy
Irland har valgt Ryan O’Shaughnessy til Lissabon!
Together: Ryan forsvarer de irske farver
Dato: 4. februar 2018
Kilde: eurovision.tv


Ryan O’Shaughnessy
Midt i spændingen over at de danske bidrag bliver frigivet i morgen, var nyheden om at Ryan O’Shaughnessy er valgt til at forsvare Irlands ære i Lissabon i maj måned lige ved at smutte. Ligesom de to foregående år er Ryan valgt internt i RTÈ.

Tidligere afholdt Irland en national finale, men de sidste to år har RTÈ valgt deres artist til Eurovision Song Contest internt. Således også i år, hvor RTÈ i løbet af ugen meldte ud, at valget var faldet på Ryan O'Shaughnessy (Irsk: Rían Ó Seachnasaigh).

Ryan er ikke den første i familien, der deltager i Eurovision. Hans onkel er Gary O’Shaughnessy, der repræsenterede Irland i 2001 med nummeret “Without Your Love”, der dog fik en skuffende 21. plads i København.

Den 25-årige Ryan startede som 9-årig som barne-skuespiller i den irske soap Fair City, hvor han spillede en forældreløs. Den rolle havde han i ni år. Derefter blev det musikken der tog over, idet han tog en uddannelse på Brighton Institute of Modern Music i Dublin.

I 2012 deltog han i Voice of Ireland, hvor han nåede frem til Live show.

Imidlertid havde han også været til audition til Britain's Got Talent, og de var også parat til at sende ham videre, men pga en aftale med Universal Records i forbindelse med Voice blev han i første omgang diskvalificeret i Britain's Got Talent.

Senere blev han dog løst fra sine forpligtelser i forbindelse med Voice, og derfor kom han tilbage til Britain's Got Talent, hvor han endte på en femteplads.

I 2013 deltog han i et irsk talent-program med titlen 'The Hit', hvor en række artister dystede om at vælge 'den rigtige sang' ud fra en række nyskrevne sange, og så få et hit ud af dem. Han nåede her frem til finalen, hvor han dog måtte se an af sine fem konkurrenter tage førstepladsen. I denne konkurrence mødte han bl.a. Brian Kennedy (ESC 2006), der også havde været hans mentor i Voice.

Ryan har udgivet et enkelt studie album i november 2016 samt en lang række singler.

Det irske bidrag bliver nummeret 'Together', som Ryan har skrevet sammen med Mark Caplice og Laura Elizabeth Hughes. Han beskriver selv sangen som en følsom power ballade med 'a gospel-feel'. Sangen bliver frigivet i starten af marts måned.

Irland i Eurovision Song Contest
Irland har deltaget i konkurrencen 51 gange tidligere og har vundet ikke færre end syv gange, senest i 1996. De senere år har der været længe mellem både finalepladser og topplaceringer. Seneste top-ti placering var i 2011, hvor Jedward blev nummer 8 med 'Lipstick'.

I 2017 blev det til en skuffende 13. plads i semifinalen til Brendan Murray og sangen 'Dying to try', der således ikke deltog i finalen i Kyiv.

Den 63. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i Altice Arena i Lissabon med to semifinaler den 8. og 10. maj og den store finale lørdag den 12. maj 2017. Irland deltager i den første semifinale.

Links: Irland

Opdateret d. 4.2.2018