Eurovision Song Contest 2020 - NYHEDER Ben & Tan vandt det danske Melodi Grand Prix men får ikke lejlighed til at optræde i Rotterdam

Eurovision Song Contest 2020 aflyst på grund af coronakrisen
Ben & Tan får ikke lejlighed til at optræde i Rotterdam i maj


Dato: 18. marts 2020
Kilde: dr.dk/grandprix
I starten af måneden vandt Ben & Tan det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Yes', der dermed skulle repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest. Men nu er det årlige show aflyst på grund af corona krisen.

Om lidt under to måneder skulle mere end 180 millioner tv-seere have fulgt med, når årets Eurovision Song Contest rullede over skærmen - men sådan bliver det ikke.

Årets udgave af den traditionsrige musikkonkurrence er nemlig blevet aflyst. Det har organisationen EBU (European Broadcasting Union), der står bag Eurovision, netop meldt ud.

Aflysningen skyldes den igangværende coronakrise, som allerede har betydet, at blandt andet koncerter og flere store sportsbegivenheder - herunder EM i fodbold - enten er blevet aflyst eller udskudt.

- Den eskalerende spredning af coronavirussen gennem Europa og de restriktioner, der er blevet sat i værk af mange landes regeringer og de hollandske myndigheder, gør det umuligt for os at afholde begivenheden som planlagt. Vi er dybt skuffede over situationen, udtaler Jon Ola Sand, der er Executive Supervisor for Eurovision Song Contest.

Årets Eurovision Song Contest skulle efter planen have været afholdt i Rotterdam i Holland den 12., 14. og 16. maj. I alt 41 lande skulle have deltaget i konkurrencen i år herunder Danmark, der skulle repræsenteres af duoen Ben & Tan med nummeret 'Yes'.

Hos DR's redaktør for underholdning Jan Lagermand Lundme mødes beslutningen om at aflyse årets Eurovision Song Contest med forståelse.

- Meldingen fra EBU, som vi netop har modtaget, er, at Eurovision Song Contest 2020 er aflyst. Set i lyset af situationen i Europa giver det jo god mening. Lige nu skal alle kræfter bruges på at komme coronavirus til livs, siger Jan Lagermand Lundme og fortsætter:

- Det er selvfølgelig super ærgerligt - også for Ben & Tan, der skulle have været afsted for at forsvare de danske farver i år. Men jeg tror, at alle kan se, at det er den rigtige beslutning. Når vi har nærmere detaljer, kommer vi selvfølgelig med flere oplysninger, siger Lagermand Lundme.

Også Dansk Melodi Grand Prix fik tidligere på måneden coronavirussens konsekvenser at føle.

DR valgte nemlig at afholde det stort anlagte musikshow helt uden publikum i salen som følge af regeringens anbefaling om at aflyse eller udskyde offentlige begivenheder med mere end 1.000 mennesker samlet.

De mange europæiske fans af Eurovision må desværre blive hjemme fra Rotterdam i maj måned

Links: Eurovision 2020

Opdateret d. 5.4.2020