Eurovision Song Contest 2021 - NYHEDER
Blåsemafian feat. Hazel klar til norsk finale

Norge afholdt den første af fem delfinaler i MGP 2021
Blåsemafian feat. Hazel klar til finale i norsk MGP 2021


Dato: 17. januar 2021
Kilde: eurovision.tv
Lørdag afviklede NRK den første af fem delfinaler i det norske Melodi Grand Prix 2021. Fire bidrag duellerede om én enkelt plads i finalen den 20. februar, og efter tre spændende dueller løb Blåsemafian feat. Hazel med finalebilletten.

Det norske Melodi Grand Prix 2021 afvikles med fem delfinaler over fem lørdage; i hver delfinale dyster fire bidrag om én plads i finalen. Efter de fem delfinaler tildeles der yderligere et enkelt wildcard, så i alt seks bidrag kvalificerer sig til finalen.

Læs også: MGP 2021: NRK skruer op for blusset

I en lodtrækning i starten af programmet bliver de fire deltagere i hvert program parret i to dueller; efter de første to dueller mødes de to vindere i en 'Guld duel', hvor vinderen går til finale.

Lørdag så de to dueller således ud:

Stina Talling (Elevate) vs Beady Belle (Playing with Fire)
Jorn (Faith Bloody Faith) vs Blåsemafian feat. Hazel (Let Loose)

De to vindere blev Stina Talling og Blåsemafian; de to mødtes i den afgørende Guld Duel, hvor altså Blåsemafian feat. Hazel endte med at løbe med pladsen i finalen, der afvikles lørdag den 20. februar.

I programmet fik vi endvidere præsenteret to af de seks bidrag, der er forhåndskvalificeret nemlig KEiiNO (Monument) og TIX (Ut Av Mørket). De øvrige fire forhåndskvalificerede bidrag ser vi de kommende fire lørdage.

Alle seks shows sendes fra H3 Arena i Forneby, pga corona uden publikum i salen. Og ligesom sidste år er værterne Ingrid Gjessing Linhave, Ronny Brede Aase og Kåre Magnus Bergh.

Links: Norge

Opdateret d. 17.1.2021