SMRTV offentliggør ændringer til Una Voce per San Marino:
I slutningen af juli måned meddelte San Marinos tv, at den italienske enklave, San Marino, vil afholde “Una Voce per San Marino 2023” efter samme koncept som i 2022; der afholdes en række akademier og castings for gruppen af 'nye artister' i løbet af december 2022 og januar 2023. Efter en række semifinaler og opsamlingsfinale i februar afsluttes det hele med en finale. Læs også: San Marino gør klar til at finde bidrag til Eurovision 2023 Nu foreligger de endelige detaljer for “Una Voce per San Marino 2023”, og de afslører blandt andet, at datoen for den store finale skubbes fra fredag den 17. februar til lørdag den 25. februar. Samtidig ser det ud til at hele fasen med akademi og casting allerede vil starte den 28. oktober 2022 og løbe indtil 27. januar 2023. Hver artist skal bidrage med to indsendte sange - én cover udgave af en vilkårligt udvalgt sang (max 3 minutter) samt et originalt bidrag, der opfylder betingelserne for at deltage i Eurovision Song Contest. Under castningen vil artisterne fremføre begge sange, mens kun det originale bidrag vil deltage i semifinaler og finale. I modsætning til i år vil der i 2023 ikke blive udvalgt bidrag fra 'etablerede artister' direkte til finale. Efter casting-perioden vil en jury udvælge omkring 60 bidrag til semifinalerne - og heriblandt kan der være bidrag fra specielt indbudte etablerede artister. Der afholdes i alt fire semifinaler samt en opsamlingsfinale i februar måned, inden finalen den 25. februar med anslået 20 bidrag. De endelige datoer for semifinalerne vil blive besluttet i januar måned. I semifinalerne bliver finalisterne udvalgt af en jury på fem personer; to jurymedlemmer udpeges af SMRTV, to udpeges af produktionsselskabet 'Media Evolution' og det sidste medlem udpeges af 'statssekretariatet for turisme'. Samme jury vil udpege vinderen af finalen og dermed San Marinos repræsentant i Eurovision Song Contest 2023.
Links: San Marino Opdateret d. 28.9.2022 |