Eurovision Song Contest 2024 - NYHEDER
Fem bidrag klar til finale i Eesti Laul 2024

Hvem skal afløse Alika som Estlands Eurovision artist i 2024?
Fem bidrag er forud kvalificerede til finale i Eesti Laul 2024


Dato: 7. november 2023
Opd.: 8. december 2023
Kilde: eurovoix.com
Estlands bidrag til Eurovision Song Contest 2024 bliver for 16. år i træk fundet via Eesti Laul. Efter at vi mandag fik afsløret de femten artister, der deltager i semifinalen, var det tirsdag de fem bidrag til finalen der blev annonceret. Værterne bliver igen i år Tõnis Niinemets og Grete Kuld.

Sidste frist for at indsende bidrag til Eesti Laul 2024 var den 23. oktober 2023; ved fristens udløb havde ERR modtaget 215 bidrag - 88 med estisk tekst, 126 bidrag er på engelsk og et enkelt bidrag er på italiensk. Ud af disse har en intern fagjury bestående af hele 41 personer nu udvalgt tyve bidrag.

De første femten bidrag, der skal en tur omkring semifinalen den 20. januar 2024, blev afsløret mandag. Og tirsdag var det så tid til at annoncere fem bidrag, der er forud kvalificerede til finalen den 17. februar 2024. I finalen bliver de suppleret med yderligere fem bidrag fra semifinalen.

De fem finale-bidrag er:

  • Brother Apollo - Bad Boy
  • Uudo Sepp and Sarah Murray - Still Love
  • Carlos Ukareda - Never Growing Up
  • Nele-Liis Vaiksoo – Käte ümber jää
  • Daniel Levi- Over the Moon
De femten semifinalebidrag og de fem finalebidrag bidrag vil blive frigivet fredag den 8. december kl. 20:00 CET på ERR.EE her... Du kan allerede nu høre klip af de 20 bidrag:

Læs også: Her er femten semifinale-bidrag klar til Eesti Laul 2024

Der bliver en række ændringer i konceptet omkring Eesti Laul 2024; således bliver der kun afholdt én semifinale (med femten bidrag) i stedet for to, og fem bidrag vil gå direkte til finalen. Værterne bliver igen i år Tõnis Niinemets og Grete Kuld, ligesom det var det i 2021 og 2023.

Under finalen vil en international jury sammen med de estiske tv-seere udvælge tre såkaldte superfinalister. Den endelige vinder vil blive valgt af tv-seerne alene.

Estland i Eurovision Song Contest
Estland har deltaget i Eurovision Song Contest 28 gange siden debuten i 1994. Det bedste resultat opnåede Estland i 2001 i København, hvor de vandt konkurrencen med Tanel Padar/Dave Benton/2XL og sangen ‘Everybody‘.

Senest i Liverpool fik Alika og sangen Bridges en 8. plads i finalen. Siden semifinaler blev indført i 2004 har Estland været i finalen ni ud af 19 gange.

Se alle Estlands bidrag gennem tiderne her...

20 artister er udvalgt blandt 215 indsendte bidrag



Links: Estland

Opdateret d. 8.12.2023