Melodi Grand Prix 2026 - Nyheder
 |
| Arena Nord i Frederikshavn lægger scenegulv til dansk Melodi Grand Prix 2026. Foto: Arena Nord |
Hvem skal efterfølge Sissal og synge for Danmark i Eurovision 2026?
Dansk Melodi Grand Prix afholdes i Frederikshavn 14. februar
Frederikshavn bliver værtsby for Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP 2026, der således finder sted i Arena Nord henholdsvis 14. og 21. februar næste år. Dansk Melodi Grand Prix 2026 kan ses lørdag den 14. februar klokken 20.00, mens MGP 2026 sendes lørdag den 21. februar klokken 19.00
Efter finalen i Eurovision Song Contest sidste lørdag, hvor Sissal repræsenterede Danmark, er forberedelserne til næste års danske Melodi Grand Prix allerede i gang. DR har nemlig i dag løftet sløret for, hvor Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP afholdes i 2026.
Årets Grand Prix By 2026 bliver den nordjyske by Frederikshavn, som gennem to uger i februar omdannes til fest og farver med musikken og fællesskabet i centrum, når de to grandprixer lægger vejen forbi Arena Nord.
Programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR Erik Struve Hansen siger til dr.dk:
"Ambitionen med Dansk Melodi Grand Prix er at samle danskerne på tværs gennem musikken, og på 69. år er det en begivenhed, som vækker engagement og følelser hos rigtig mange. Det glæder mig, fordi det betyder, at showet i en tid, hvor vi oftere og oftere ser hver vores, fortsat har relevans og er noget folk fra alle mulige dele af landet forholder sig til. Vi ser frem til at bringe Grand Prix-festen til Frederikshavn og ikke mindst at skabe et show, som danskerne samles om i stuerne."
Vinderen af dansk Melodi Grand Prix 2026 vil repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest, der i 2026 afholdes i Østrig i maj måned.
Frederikshavn som årets Grand Prix by
Frederikshavn vil gennem de to uger med Grand Prix afholde forskellige arrangementer og aktiviteter i byen, som de vil afsløre senere på året. Borgmester i Frederikshavn Kommune Karsten Thomsen siger:
"Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring. Jeg er så stolt. Værtskabet er en fantastisk mulighed for at vise vores dejlige kommune frem for resten af landet. Det vil uden tvivl tiltrække mange gæster. Det har stor betydning for vores hoteller, forretninger og restauranter. Det bliver helt sikkert en fantastisk oplevelse for både børn og voksne i kommunen – en oplevelse, der samler hele byen i fællesskabets tegn."
Sissal og det danske team under Eurovision 2025 i Basel.