Eurovision Song Contest 2026 - NYHEDER
Sal Da Vinci vandt Sanremo Festival 2026 med 'Per sempre sì'. Foto: RAI

Han efterfølger Lucio Corsi som Italiens Eurovision artist!
Italien: Sal Da Vinci klar til Eurovision med 'Per sempre sì'


Dato: 1. marts 2026
Kilde: eurovoix.com | Foto: EBU
Sal Da Vinci er vinderen af den 76. udgave af Festival di Sanremo med sangen “Per sempre si”. I en direkte kamp med 30 andre bidrag trak Sal Da Vinci det længste strå i Superfinalen. Han har i dag bekræftet at han vil repræsentere Italien i Eurovision 2026.

Den sidste aften af Sanremo 2026 fandt sted lørdag på Teatro Ariston i Sanremo og bød endnu engang på alle de 30 deltagende sange. Festivalen varede samlet set fem aftener i træk, hvor kunstnere opførte deres sange flere gange under ledelse af Carlo Conti og Laura Pausini.

Under finalen blev der uddelt priser for bedste tekst, bedste musikalske komposition og kritikerprisen til Fedez & Masini, Ditonellapiaga og Fulminacci, mens Serena Brancale blev tildelt en særlig pris fra presserummet og TIM-prisen.

Aftenens første afstemningsrunde blev bestemt af seer-afstemning (34%), af tv/presse/mediejuryen (33%) og af radiojuryen (33%). Top fem blev annonceret, i vilkårlig rækkefølge; Fedez & Masini, Arisa, Ditonellapiaga, Sal Da Vinci og Sayf gik videre til superfinalen.

Derefter var der en anden afstemningsrunde for både seerne og juryer, der skulle bestemme den endelige top 5. Aftenens endelige resultater er som følger:

  1. Sal Da Vinci – “Per sempre sì”
  2. Sayf – “Tu mi piaci tanto”
  3. Ditonellapiaga – “Che fastidio!”
  4. Arisa – “Magica favola”
  5. Fedez & Masini – “Male necessario”

"Per sempre sì" er skrevet af Alessandro La Cava, Eugenio Maimone, Federica Abbate, Federico Mercuri, Francesco Sorrentino, Giordano Cremona og Salvatore Michael Sorrentino.

Som det er tradition i Italien får vinderen tilbudt at repræsentere støvlelandet i Eurovision Somg Contest. Ikke alle vindere tager imod tilbudet, hvorefter arrangørerne finder en anden deltager. Det var f.eks. tilfældet sidste år, hvor Olly sagde pænt nej tak og overlod pladsen til Lucio Corsi, der iøvrigt senere fik en femteplads i Basel.

Men det bliver ikke nødvendigt i år, for Sal Da Vinci har søndag formiddag bekræftet, at han tager imod tilbudet om at synge for Italien i Wien i maj måned.

Læs også: Fredag aften: Nostalgisk aften i Sanremo Festival 2026

Sal Da Vinci
Sal Da Vinci (født Salvatore Michael Sorrentino, 1969) er en anerkendt italiensk sanger og skuespiller fra Napoli, kendt for sin passion for napolitanske sange (Canzone Napoletana). Han er født i New York City, men flyttede til Napoli som barn. Han er søn af den berømte napolitanske sanger Mario Da Vinci.

Han har en karriere, der strækker sig over fire årtie; han startede som barneskuespiller med sin far i 1977. Han vandt Festival Italiano i 1994. Blandt hans mest kendte sange er "Rossetto e Caffè" (2024), som opnåede over 74 millioner streams på Spotify.

Sal Da Vinci deltog første gang i Sanremo-festivalen i 2009 med sangen "Non riesco a farti innamorare". Han opnåede en tredjeplads ved denne lejlighed.

Udover musikken har han også medvirket i teater og film, herunder "Troppo forte" af Carlo Verdone.

Italien i Eurovision Song Contest

Italien har deltaget i Eurovision Song Contest 50 gange siden deres debut i 1956. Tre gange har støvlelandet vundet konkurrencen: I 1964 i København (Gigliola Cinquetti - Non Ho L'Eta), i 1990 i Zagreb (Toto Cutugno - Insieme: 1992) og endelig i 2021 i Rotterdam (Måneskin - Zitti e buoni). Derudover er det blevet til elleve andenpladser og fem tredjepladser.

Ligesom Danmark holdt Italien sig ude af konkurrencen i en årrække. Fra 1998 til 2010 ønskede de ikke at deltage, men til gengæld vendte de tilbage med en fantastisk andenplads i 2011 med Raphael Gualazzi og sangen 'Follia d'amore'.

Siden Italien vendte tilbage i 2011 er de endt i top-10 tolv ud af fjorten gange. Senest blev Lucio Corsi nummer fem i Basel med sangen 'Volevo essere un duro'.

Se alle Italiens bidrag gennem tiderne her...



Links: Italien

Opdateret d. 1.3.2026