ESC 2009 - Nyheder

Eventyr i Moskva: Norge vandt Eurovision Song Contest 2009 Dato: 17.05.2009
Kilde: ESC-dk


Da de første ti lande havde afgivet deres stemme var spændingen væk. Norge tog top-points hver gang, mens de andre lande skiftedes til at ligge i toppen. Og så var der ligesom ikke noget at gøre.

Med ikke mindre end 387 points slog den norske storfavorit Alexander Rybak og sangen 'Fairytale' den hidtidige scoringsrekord med flere længder (det var Lordi, der fik 292 points i 2006), og der var 169 points ned til nummer to, Island's Yohanna med 218 points. Azerbaijan på tredjepladsen fik 207 points.

Se det samlede resultat her...

Det var som sagt Norges aften. Med sin iørefaldende popsang, sit legende violinspil og sin drengede charme snoede hviderussisk fødte Alexander os allesammen om sin lillefinger.

Der var ikke andet at gøre end at bøje sig i støvet for denne 23-årige knægt, der førte sejrstrofæet hjem til Norge.

Det er tredje gang Norge vinder, første gang var i 1985, da Bobbysocks lod det swinge, og anden gang var præcis ti år efter med Secret Garden og 'Nocturne'.

Alexander Rybak er født i Minsk i Hviderusland den 13. maj 1986. Han voksede op i Nesodden lige uden for Oslo. Han har spillet klaver og violin siden han var 5 år gammel, og udover selv at spille, komponerer han også musik. Han har optrådt sammen med etablerede norske musikere som Arve Tellefsen, Morten Harket, Hanne Krogh og Knutsen & Ludvigsen. I 2006 vandt han det norske talentshow 'Kjempesjansen' med sangen Foolin' som han selv havde skrevet.

Alexander har spillet sammen med en af verdens allerbedste violinister, Pinchas Zukerman. Han har også spillet rollen som spillemanden i 'Spillemand på en tagryg' på Oslo ny Teater i 2007, og han har en rolle i en film, der endnu ikke har haft premiere 'Yohan - Child Wanderer', der har premiere i August 2009.

Links: Norge

Sidst opdateret den 27.08.2009