Eurovision Song Contest 2018 - NYHEDER
|
|
Sanremo: Italien er klar til fem dages musikfest Sanremo festival 2018 er skudt i gang
Dato: 7. januar 2018
Kilde: eurovision.tv
Sanremo 2018
|
Den italienske musikfestival 'Festival della canzone italiana di Sanremo' eller bare Sanremo Festival, blev afholdt første gang den 29.-31. januar 1951, så det er i sandhed en gammel dame der tirsdag aften blev skudt i gang i Teatro Ariston i San Remo.
Den fem dage lange Sanremo musikfestival er startet, og traditionen tro skete det med en rød løber, hvor alle artisterne blev præsenteret. Her Nina Zilli...
Tirsdag aften i Teatro Ariston fik vi så for første gang præsenteret de tyve sange i hovedkonkurrencen 'Campioni'. Og selv om festivalen varer fem dage og vinderen først kåres på lørdag, blev de tyve sange allerede bedømt tirsdag aften. Afstemningen sammensættes af tre dele: henholdsvis en presse-afstemning, en seer-afstemning og en afstemning blandt 300 udvalgte personer fra hele Italien.
Som afslutning på tirsdagens show blev det indikeret, hvordan de tyve sange havde klaret sig i den sidste kategori; hver sang blev placeret i en blå, gul eller rød 'zone', hvor de blå havde klaret sig bedst, de gule knap så godt og de røde er i problemer.
Blå zone:
• Noemi – Non Smettere Mai Di Cercarmi
• Ermal Meta & Fabrizio Moro – Non Mi Avete Fatto Niente
• Annalisa – Il Mondo Prima Di Te
• Max Gazzè – La Leggenda di Cristalda e Pizzomunno
• Nina Zilli – Senza Appartenere
• Ron – Almeno Pensami
• Lo Stato Sociale – Una Vita in Vacanza
Gul zone:
• Luca Barbarossa – Passame Er Sale
• Elio e le Storie Tese – Arrivedorci
• Giovanni Caccamo – Eterno
• Mario Biondi – Rivederti
• The Kolors – Frida (Mai, mai, mai)
• Ornella Vanoni & Bungaro ft. Pacifico – Imparare Ad Amarsi
Rød zone:
• Red Canzian – Ognuno Ha Il Suo Racconto
• Decibel – Lettera dal Duca
• Diodato & Roy Paci – Adesso
• Enzo Avitabile & Peppe Servillo – Il Coraggio Di Ogni Giorno
• Roby Facchinetti & Riccardo Fogli – Il Segreto Del Tempo
• Le Vibrazioni – Così Sbagliato
• Renzo Rubino – Custodire
Ermal Meta & Fabrizio Moro med 'Non Mi Avete Fatto Niente' var på forhånd den store favorit, og de ser jo altså ud til at klare sig fint. Men der er lang tid til lørdag, så man ved aldrig i Italien.
Klik for at se videoer på YouTube - artiklen fortsætter under billedet.
Senremo Festival fortsætter hver aften indtil finalen på lørdag. Onsdag får vi halvdelen af de tyve sange igen, mens den anden halvdel så kommer torsdag. Onsdag og torsdag afvikles sideløbende konkurrencen for nye artister 'Giovani'.
Fredag er det så tid for at de tyve artister synger duet med andre artister; se listen længere nede. Og så endelig lørdag, hvor de tyve artister er tilbage med deres officielle bidrag.
Optakt
Det er den 68. udgave af Sanremo Festival der løber af stabelen i aften; fem dage med masser af musik sendt fra det traditionsrige Teatro Ariston, der fra 1977, med enkelt undtagelser, har dannet rammen om festivalen.
Årets vært er den 66-årige italienske musiker, sanger og sangskriver Claudio Baglioni, der dermed afløser Carlo Conti, der har haft tjansen de sidste tre år; Claudio får god hjælp til jobbet af Michelle Hunziker og Pierfrancesco Favino.
Der deltager tyve sange i hovedkonkurrencen (Campioni), og som noget nyt vil ingen af de tyve bidrag blive 'stemt hjem' inden lørdagens finale. Der vil blive stemt alle aftener, men stemmerne bliver først talt sammen på finaleaftenen.
Læs også: Italien: Tyve artister klar til Sanremo
Programmet for Sanremo Festival 2018 ser således ud:
06.02.2018 Sanremo 2018 - 1. aften
07.02.2018 Sanremo 2018 - 2. aften
08.02.2018 Sanremo 2018 - 3. aften
09.02.2018 Sanremo 2018 - 4. aften (duetter)
10.02.2018 Sanremo 2018 - finale
På startlisten til hovedkonkurrencen finder vi som tidligere nævnt fire artister, der har deltaget i Eurovision Song Contest, nemlig Nina Zilli (2012), Luca Barbarossa (1988), Riccardo Fogli (1983) og Enrico Ruggeri (1993). Sidstnævnte deltager i år som forsanger i gruppen Decibel.
På den fjerde aften vil de tyve deltagere i hovedkonkurrencen fremføre duetter med andre italienske sangere - gæsteartisterne er anført med fed skrift:
• Annalisa med Michele Bravi
• Decibel med Midge Ure
• Diodato & Roy Paci med Ghemon
• Elio & le Storie Tese med Neri per Caso
• Enzo Avitabile & Peppe Servillo med Avion Travel & Daby Touré
• Ermal Meta & Fabrizio Moro med Simone Cristicchi
• Giovanni Caccamo med Arisa
• Le Vibrazioni med Skin
• Lo Stato Sociale med Piccolo Coro dell’Antoniano & Paolo Rossi
• Luca Barbarossa med Anna Foglietta
• Mario Biondi med Ana Carolina & Daniel Jobim
• Max Gazzè med Rita Marcotulli & Roberto Gatto
• Nina Zilli med Sergio Cammariere
• Noemi med Paola Turci
• Ornella Vanoni, Bungaro & Pacifico med Alessandro Preziosi
• Roby Facchinetti & Riccardo Fogli med Giusy Ferreri
• Red Canzian med Marco Masini
• Renzo Rubino med Serena Rossi
• Ron med Alice
• The Kolors med Tullio De Piscopo & Enrico Nigiotti
Vinderen af Sanremo 2018 vil blive fundet ved en 'snedig' kombination af stemmer fra de fem aftener, bestående af hhv. tv-seerne, et panel bestående af 300 personer fra hele Italien samt medlemmer af pressen. På finaleaftenen vil der blive stemt to gange. Efter første afstemningsrunde går tre sange videre til 'Super-finalen'.
Vinderen af Sanremo til Eurovision - eller?
Som de senere år vil vinderen af Sanremo blive tilbudt at repræsentere Italien i Eurovision Song Contest. Skulle dette af forskellige årsager ikke kunne lade sig gøre, som det f.eks. var tilfældet i 2016 hvor gruppen Stadio ikke kunne afse tid til Eurovision, vil RAI vælge en anden af årets startfelt. I 2016 gik stafetten videre til nummer to i konkurrencen, Francesca Michielin, der senere blev nummer 16 i Stockholm med 'No Degree Of Separation'.
Claudio Baglioni præsenterer årets scene i Sanremo Festival
Links:
Italien
Opdateret d. 7.2.2018