Eurovision Song Contest 2024 - NYHEDER
Sverige er klar med tidsplaner for Melodifestivalen 2024

Seks svenske byer er klar til at finde Sveriges Eurovision artist 2024
Der bliver finale i Melodifestivalen 2024 lørdag den 9. marts


Dato: 20. september 2023
Kilde: svt.se
Så er Sveriges Television klar med planerne for afvikling af Melodifestivalen 2024. Årets værtsland for Eurovision starter deres jagt på årets bidrag i Malmø den 3. februar, mens vinderen kåres i Stockholm den 9. marts.

Hvem skal afløse sidste års vinder Loreen som Sveriges artist i Eurovision Song Contest 2024? Det finder vi ud af lørdag den 9. marts, når årets vinder af Melodifestivalen findes i Friends Arena. Den første af de fem delfinaler afvikles i Malmö Arena den 3. februar; det samlede program ser således ud:

Delfinale 1 - 3. februar 2024 - Malmö
Delfinale 2 - 10. februar 2024 - Göteborg
Delfinale 3 - 17. februar 2024 - Växjö
Delfinale 4 - 24. februar 2024 - Eskildstuna
Delfinale 5 - 2.. marts 2024 - Karlstad
Finale - 9. marts 2024 - Stockholm

Der deltager i alt 30 artister i næste års udgave af Melodifestivalen, tolv af disse vil deltage i den store finale i Stockholm den 9. marts

Læs også: SVT udvider antallet af deltagere i Melodifestivalen 2024

Fristen for at indsende bidrag til Melodifestivalen udløb den 15. september; da fristdatoen var passeret kunne SVT konstatere at man havde modtaget 2.624 bidrag, hvilket er et fald på 200 i forhold til 2023.

Ud af de 2.624 sange vil en jury nu udvælge 15 bidrag til at deltage i de fem delfinaler. Disse vil blive suppleret med yderligere 15 bidrag, som SVT finder frem til i samarbejde med musikindustrien og andre kunstnere. De 30 bidrag forventes afsløret i slutningen af november måned.

Sverige i Eurovision Song Contest
Sverige debuterede i Eurovision Song Contest i 1958 og har i alt været med 62 gange. Det er blevet til hele syv førstepladser tilligemed et utal af top-ti placeringer.

Seneste triumf var som bekendt i 2023, hvor Loreen vandt sin anden sejr med sangen 'Tattoo'.

Se alle Sveriges bidrag gennem tiderne her...



Links: Sverige

Opdateret d. 21.9.2023