Eurovision Song Contest 2024 - NYHEDER
Azerbaijan: Seks finalister kæmper om billetten til Eurovision Song Contest 2024

Aisel er fortsat med i kampen om at repræsentere Ildlandet i Malmø
Seks artister er udvalgt til næste fase efter live auditions i Baku


Dato: 9. november 2023
Kilde: eurovoix.com
Ictimai TV (iTV) har annonceret, at efter afholdelse af live auditions i Baku den 29. oktober er seks artister udvalgt til at fortsætte til næste fase af Azerbaijans interne udvælgelse til Eurovision 2024. Iblandt de udvalgte er Aisel, der repræsenterede 'Ildlandet' i Eurovision 2018.

Sidste frist for håbefulde artister til at indsende bidrag til den lokale tv-station var den 30. september. Ved fristens udløb havde Ictimai TV modtaget 214 bidrag. Blandt disse var 16 udvalgt til live auditions for en intern jury, der blev afholdt i slutningen af oktober i Baku.

Læs også: Aisel prøver lykken igen for Azerbaijan i Eurovision 2024

Ud af de femten, der deltog i audition (én var syg), har iTV nu udvalgt seks artister, der fortsat er med i kampen om at repræsentere Azerbaijan i Eurovision 2024 i Malmø.

  • Emy Lia
  • Ilkin Dövletov & Mila Miles & Etibar Asedli
  • Aisel
  • Fahree
  • Qorqud
  • Sabine Quluzade

Aisel, der repræsenterede Azerbaijan i 2018 med sangen X My Heart, er således stadig i spil som landets repræsentant i Malmø. Som den første repræsentant fra "Ildlandet" lykkedes det ikke for Aisel at kvalificere sig til finalen, idet hun blev nummer 11 i semifinalen. Ingen tvivl om at hun er ivrig efter at forbedre det resultat.

Ictimai TV har ikke på nuværende tidspunkt oplyst, hvordan den fortsatte proces forløber, eller hvornår vi kan forvente at finde ud af hvilken artist der bliver udvalgt. Det forventes dog at de seks udvalgte vil få lejlighed for yderligere at præsentere sig for den interne jury, både ved yderligere live auditions og via båndede optagelser.

Azerbaijan i Eurovision Song Contest
Azerbaijan debuterede i Eurovision Song Contest i 2008, og har kun misset to finaler. Hele syv ud af femten gange er Azerbaijan endt i top ti.

Senest blev det dog til en skuffende 14. plads i semifinalen i Liverpool til TuralTuranX med nummeret 'Tell Me More'.

Se alle Azerbaijans bidrag gennem tiderne her...

Aisel (Eurovision 2018) prøver lykken igen for Azerbaijan til Eurovision Song Contest 2024



Links: Azerbaijan

Opdateret d. 29.11.2023